Mette fortsætter for bordenden
Erhvervskvinden og investor Mette Høi Davidsen er igen valgt til formand for bestyrelsen for Fonden for Entreprenørskab Syddanmark (FFE).
Bag det meget lidt mundrette navn gemmer sig en landsdækkende organisation, der målrettet skal fremme iværksætter-ånd og entreprenørskab hos samfundets yngre generationer.
I hverdagen er FFE mest kendt for at afholde forløbene Company Programme, kendt som Young Enterprise, Next Level og Edison for henholdsvis ungdomsuddannelserne og folkeskolen.
Projekterne skal gøre eleverne mere handlekraftige og foretagsomme, samt styrke deres evne til at udtænke og udvikle gode ideer på konkrete udfordringer. På sigt vil dette for nogen blive til en konkret forretning eller måske en tilværelse som selvstændig og succesrig iværksætter.
De seneste 10 år har Mette Høi Davidsen fokuseret sit frivillige arbejde på entreprenørskab i uddannelserne i Trekantområdet; de seneste 5 år som formand for Fonden For Entreprenørskab i Trekantområdet.