Fortsæt til indhold

Historisk bygning er blevet solgt

Ternet bygning ved Banegården skal fyldes med lejelejligheder

Arkiv
Af Jacob Hove

Den blå og hvidternede bygning ved Banegården er blevet solgt til UIV A/S, der vil oprette lejeboliger på 1.-4. sal.
Indehaver af UIV Michael Utoft fortæller, at det endnu er uvist, hvor mange lejligheder, der vil blive etableret.
“Men vi er bevidste om, at der er en stor tilflytning til byen, og at der er behov for nye lejligheder,” siger Michael Utoft, der fortæller, at han omkring juletid har en afklaring på, hvad der skal ske på adressen.
Derefter skal lejlighederne etableres, inden beboere kan indtage de centralt beliggende lejligheder.
“Det tager vel cirka et års tid fra vi går i gang til projektet er blevet afsluttet,” siger Michael Utoft.

Modernisering

Bygningen, som ligger på adressen Borgvold 12, er opført af Fælles Foreningen for Danske Brugsforeninger (FDB) i årene 1939-40 og blev efterfølgende anvendt til koloniallager.
FDB-afdelingen i Vejle blev nedlagt i 1963 og derefter blev bygningen overtaget af Lilly Brudekjoler, der har ejet bygningen lige indtil salget.
Michael Utoft siger om beliggenheden, at den er god, da beboerne kommer til at bo lige midt i centrum af byen tæt på strøget og meget tæt på banegården.
Og hvad skal der så ske med den blå og hvide udsmykning på bygningens gavl, vil mange nok spørge om.
Michael Utoft siger meget diplomatisk om de blå og hvide tern, som er noget af det først mange besøgende i Vejle møder:
“Rammerne er til, at man få en flot og moderne bygning ud af det.”
UIV A/S blev etableret i 2007 af Michael Utoft. Selskabet har kontor i Give og ejer ejendomme i primært Vejle og Kolding.