Fortsæt til indhold

Energy er tættere på den ønskede sejr

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Energy har arbejdet sig tættere på sæsonens første sejr i Metal Ligaen. Fredag klokken 19.00 skal sejren i hus, når Gentofte Stars gæster Granly Hockey Arena.
"Ja, det kan man da håbe på. Hver gang vi gå på isen, håber vi på en sejr. Resultaterne har på det seneste ikke været som vi håbede på, så det vil vi meget gerne ændre på, når Gentofte kommer på besøg," fortæller backen Anders Krogsgaard i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Vi har nu tabt flere kampe med et enkelt mål, de to seneste efter overtid, så det er detaljer, som har været afgørende. Og hvis vi ser på de andre mandskaber i bunden af tabellen, så er der også tale om tætte kampe, som afgøres med et enkelt eller to mål. Så det handler om små marginaler."
Esbjerg spillede tirsdag aften i Rødovre, hvor vestjyderne tabte 4-3 efter overtid. Fredag vandt Odense i Esbjerg efter straffeslag.
"Vi er kommet tættere på den ønskede sejr, men vi har ikke fået den 'i hus'. Nu spiller vi igen hjemme i Granly Hockey Arena, så det er tid til, at vi højner vores eget spil i samtlige tres minutter. Og det er det bedste udgangspunkt for en sejr fredag aften," forklarer cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy i pressemeddelelsen og fortsætter:
"Vores tilgang til kampen er stadig fokus på den kommende kamp. Vi har talt med spillerne i denne uge og fokuseret på den kommende udfordring. Vi har samtidigt haft en del fokus på de elementer i spillet, hvor vi har gjort tingene rigtigt i denne sæson. Men vi har også talt om de elementer i spillet, som vi ønsker forbedret. Dem er der blevet færre af, som følge af de ting vi har trænet på, så det skal helst tages med til kampen mod Gentofte."
Gentofte Stars stiller til kampen i Esbjerg med en styrket selvtillid efter sejre i de seneste kampe. Tirsdag vandt sjællænderne med 1-0 i Odense og i fredagskampen blev Frederikshavn besejret med 2-1 i Gentofte Skøjtehal.
"Det er megafedt at Metal Ligaen er blevet tættere. Nogle hold er traditionelt gode fra sæsonstart. Andre er langsomme startere. Men det er jo en lang sæson, hvor de fleste hold har gode og dårlige periode. Sådan vil det også være for Esbjerg, og lige nu skal vi arbejde os ud af en lidt vanskelig periode," konkluderer Anders Krogsgaard.