Røde Port er et godt navn
STÆRKE NAVNE ER GULD VÆRD, fordi de giver opmærksomhed om en idé eller vare, så den bliver lettere at sælge. På den måde ligner det overskrifter i aviserne, hvor et spændende eller sjovt udtryk altid giver langt flere læsere til en artikel.
Derfor er det langt fra ligegyldigt, hvad Roskilde kalder det store projekt, der nu bygges syd for stationen. Her skal opføres i alt 100.000 kvadratmeter. De 20.000 er til kontorer og et tilsvarende areal til store butikker. Desuden bliver der plads til 400 nye boliger og et stort hotel med op til 17 etager. I alt vil det give over 1.000 nye arbejdspladser i byen.
PROTESTERNE VAR MANGE, da Roskilde-arkitekten Claus B. Hansen for snart ti år siden første gang offentliggjorde denne idé. Han har tidligere stået bag andre store byggerier, som i dag præger byen. F.eks. RO's Torv, busstationen og udvidelsen af havnen.
Modstanderne var især utilfredse med, at der i det første udkast var placeret en række meget høje bygninger ved den karakteristiske røde jernbaneviadukt, der i mange år har været Roskildes østlige byport – i hvert fald rent psykologisk.
I ET FORSØG PÅ AT UNDGÅ den værste kritik har kommunen siden i sine planer omdøbt projektet til 'Ny Østergade'. Så håbede man, at det kunne berolige nogle.
Ganske vist er stemningen da også slået helt om. Men det skyldes nu snarere, at de høje bygninger er fjernet fra den flotte jernbaneviadukt, så det hele skal opføres på det gamle godsbane-areal og ubrugte spor syd for passager-perronerne.
FOR MANGE ROSKILDENSERE har det også været langt vigtigere, at de kan se de store udviklingsmuligheder, som byggeriet vil give til vores by, der er i hård konkurrence med andre for at sikre flere indbyggere, arbejdspladser og økonomisk velstand.
Den lokale LO-formand Torben Jørgensen, som desuden er formand for byrådets Plan- og Teknikudvalg, har sagt det klart og enkelt: 'Roskilde skal også have nogle nye arbejdspladser til lønmodtagerne i fagbevægelsen, der ikke altid har den udvidede ledvogter-eksamen'. Her tænker han både på de kommende kontorer, butikker og hotellet.
MEGET SEX ER DER HELLER IKKE over Ny Østergade. Desuden er det også faktuelt misvisende, fordi en del af byggeriet kommer til at ligge langs den del af Køgevej, som går fra den nuværende rundkørsel og hen til jernbaneviadukten ved det tidligere skoleslagteri.
Ny Østergade kan jo være hvor som helst og når som helst i alle mulige danske provinsbyer.
RØDE PORT ER ET SPECIELT NAVN med en lang historie i Roskilde. Da den gamle domkirkestad var Nordens største by i Middelalderen, var den omgivet af en stor og solid fæstningsvold. Den østlige byport hed Røde Port, fordi den var opført i teglsten af samme farve, og den lå i Algade ved indgangen til det nuværende Kvickly.
Da landets første jernbane i 1847 blev åbnet mellem Roskilde og København, flyttede det gode navn med ud til den nye jernbaneviadukt, der blev en naturlig grænse for byen mod øst.
ROSKILDE ER VOKSET gennem porten og ud ad Københavnsvej siden, ikke mindst efter åbningen af RO's Torv og placeringen af mange andre pladskrævende forretninger langs den store indfaldsrute.
Nu får vi så en ny stor indfaldsport med en stor gennemgang for både cyklende og gående under perronerne på stationen i vinderprojektet fra arkitektfirmaet Effekt med partnere. Her skal samtidig være mindst 2.000 underjordiske parkeringspladser.
ÅBNINGEN AF ROSKILDE under jernbaneterrænet, der nu ikke længere bliver en spærring men en ny forbindelse, skal udvide og forstærke byens centrum. Med respekten for vores 1000-årige historie er konklusionen derfor, at:
RØDE PORT ER ET GODT NAVN