Forsamlingsgården er Robert"s hjertebarn
Forpagter Robert Gejpel har renoveret Forsamlingsgården fra top til tå
“Så længe helbredet tillader det, fortsætter jeg selvfølgelig. Forsamlingsgården er mit hjertebarn.”
Sådan siger Robert Gejpel, der til trods for at han for længst har passeret alderen for både efterløn og pension, slet ikke kunne tænke sig et liv uden at stå i spidsen for Skrydstrup Forsamlingsgård. Han har derfor også taget fat på en omfattende renovering af forsamlingsgården, der i dag fremstår som en sand perle, indrettet med dejlige farver og en hyggelig belysning, der tilsammen danner en perfekt ramme om de mange forskellige selskaber, som han igennem årene har været vært for.
“Stedet skal være i orden, så kunderne føler sig velkommen. Vi har fået malet i hallen og i de enkelte lokaler, fået nyt inventar og sat nye, energivenlige lamper op. Rundt regnet har vi nok brugt en 450.000 kroner på renoveringen,” fortæller Robert Gejpel, som overtog driften af Skrydstrup Forsamlingsgård i 1993.
Skal selv fejres
“Jeg har været i restaurationsbranchen siden 1965, så det er det jeg kan og det jeg stadig brænder for,” fortæller Robert Gejpel, som nok ikke får problemer med at finde det rette sted til at holde sin egen runde dag næste år.
“Jeg fylder 70, så mon ikke der skal være lidt fest,” siger han med et smil.