Fortsæt til indhold

Det hele spiller fortsat efter 60 år

Padborg Jernbaneorkester fejrer fødselsdag med fuld musik

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

En institution i Padborgs musikliv kan i år fejre sin 60 års fødseldag - med fuld musik - så at sige.
Det er nemlig Padborg Jernbaneorkester, der fylder 60 år. Orkestret er fortsat en fast bestanddel af kulturlivet i den gamle Padborg. H
I orkestrets barndom var kernen af musikerne en flok, der alle var ansatte ved DSB, men efterhånden er musikerne sammensat af en bred skare af mennesker med en bred baggrund. Nu er fællesnævneren kærligheden til musikken og det gode sammenhold.
Forbindelsen til DSB er der dog fortsat, da virksomheden stadig er hovedsponsor for orkestret. Forbindelsen til Statsbanen ses tydeligt i orkesterets uniformer, og også orkestrets faste tilholdssted - Remisen - vidner om det tætte forhold til DSB.
Padborg Jernbaneorkester øver hver onsdag aften, hvor nysgerrige og interesserede altid er velkomne til at stikke næsen forbi. Gæsterne kan, udover den gode musik, samtidig nyde den historiske foto-udstilling, som fortæller om byfester, gadeoptog, rejser og andre højdepunkter fra orkestrets lange historie.
Musikken og musikerne har forandret og tilpasset sig gennem årenen. Orkesteret betegner sig i dag som et brass-band, det vil sige et orkester, hvor der kun er messinginstrumenter og slagtøj med.
Repertoiret spænder bredt fra ABBA og Dolly Parton til kendte Sousa-marcher fra USA, fra salmer ved høst- og julegudstjenester til fællessang ved de årlige forårs- og efterårskoncerter.

Jubilæumskoncert

Fødselsdagen fejres naturligvis med en koncert. 30. oktober er der således koncert i Frøslevlejren, hvor orkesteret under ledelse af dirigent Jens Egon Jørgensen spiller koncert sammen med Struer Jernbaneorkester, der har lovet at deltage med deres tambour-korps.
Der er gratis adgang til koncerten, der starter kl. 14.