Fortsæt til indhold

Godt på vej mod ny socialpolitik

70 borgere, medarbejdere og repræsentanter for interesseorganisationer var samlet for at give feedback på et udkast til ny socialpolitik

Arkiv
Arkiv

Den samme gruppe mennesker mødtes første gang den 1. juni for at komme med bidrag til indholdet i en ny socialpolitik. Disse bidrag har en arbejdsgruppe nu bearbejdet og skrevet ind i et udkast til socialpolitik og en tilhørende udviklingsstrategi. Det var dette udkast, der blev præsenteret og drøftet på det seneste møde i gruppen.
'Sammen om det gode liv' er titlen på den nye politik for det specialiserede socialområde - dvs. borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser samt socialt udsatte. Socialpolitikken er bygget op om den overordnede vision: Et aktivt, selvstændigt og meningsfuldt liv - med udgangspunkt i den enkeltes håb og drømme. Indholdet er struktureret om fire fokusområder. Det er værdighed, sociale fællesskaber, beskæftigelse og nytænkning.

En retning for visioner

På mødet var der også fokus på en udviklingsstrategi, der skal sætte retning bag visionerne og målene i socialpolitikken. Centrale punkter i strategien er, at der skal være fokus på nære indsatser frem for mursten, og, at aktivitets- og beskæftigelsestilbud skal nytænkes. Det var også disse emner, der var i centrum for drøftelserne på temamødet. Drøftelserne foregik i fem grupper med efterfølgende opsamling i plenum.
Der var stor opbakning til ideen om at skabe "Én indgang på det sociale område". Det er en tilgang, der er ved at blive realiseret på erhvervsområdet, hvor Sønderborg Erhvervsservice skal sørge for en hurtig, effektiv og koordineret hjælp til virksomhederne. Det er et ambitiøst mål, og der er ikke taget stilling til, hvordan indgangen på det sociale område skal realiseres, men det kan f.eks. ske via såkaldte Rådgivningscentre, hvor en gruppe sagsbehandlere samler ekspertisen på tværs af forvaltningsområder. En af grupperne lancerede et forslag om en gadebus som et tilbud til de mest udsatte borgere, fx misbrugere, hvor de kan få en snak og hjælp til helt akutte problemer.

Gode drøftelser

Psykiatri og Handicapchef, Helle Schultz, rundede mødet af og takkede for stort engagement og gode drøftelser.
"Nu vil arbejdsgrupperne justere udkastet til socialpolitikken på baggrund af de gode bidrag, I er kommet med i dag. Når det er sket, vil udkastet blive sendt i offentlig høring og herefter skal politikken godkendes i socialudvalget og byrådet. Vi vil også arbejde videre med udviklingsstrategien og handleplaner, der skal konkretisere, hvordan vi får gjort mål og visioner til virkelighed," sagde Helle Schultz.
Formanden for socialudvalget, Niels Ole Bennedsen, deltog også i mødet, og han var godt tilfreds med forløbet.
"Det har været vigtigt for mig, at inddrage så mange som muligt i processen med at formulere en ny socialpolitik. Alle har bidraget med holdninger og synspunkter, og det er helt klart med til at sikre, at vi får en politik, der rammer brugernes behov," siger Niels Ole Bennedsen.