Fortsæt til indhold

Ødis Skole har hejst nyt pædagogisk flag

Positiv adfærd i læring og samspil danner ramme for skolen

Arkiv
Arkiv

”P-A-L og et S skal der til – PALS det er fedt og hot………” sang eleverne på Ødis Skole, mens det nye flag strøg til tops i skolens flagstang.
Fredag 14. oktober blev et nyt flag hejst på Ødis Skole. Det nye PALS-flag skal markere, at når man kommer til Ødis Skole, så kommer man til en skole med en pædagogisk platform, der er synlig for alle, både elever, forældre og medarbejdere.

”PALS” står der med store tydelige bogstaver i forskellige klare farver på en mørk baggrund på det nye flag, som efterårsvinden rev og sled i, mens elever, ansatte og forældre var samlet forud for motionsløbet, da flaget for første gang blev hejset i skolens flagstang.

PALS er en skoleomfattende udviklingsmodel, som alle på skolen har arbejdet efter siden 2011, og kernekomponenterne bag modellen er en vigtig del af både elevers og ansattes hverdag, hvilket naturligvis skal kunne ses i toppen af den flagstang, man møder, når man kommer til skolen.

Dokumenteret effekt

PALS (positiv adfærd i læring og samspil) er en pædagogisk model, der er udarbejdet i USA og med dokumenteret positiv effekt på både trivsel og indlæring - gennemafprøvet i især Norge og USA, inden de første skoler i Danmark sluttede sig til i 2008.

I Kolding Kommune er der på nuværende tidspunkt tre ”PALS skoler”. Foruden Ødis Skole er det Christiansfeld- og Munkevænget Skole. PALS involverer alle elever og ansatte på Ødis Skole med det formål at styrke elevens sociale kompetencer og at forebygge problemadfærd i vores læringsmiljø gennem forebyggende strategier. Målet er, at både elevernes skolefaglige og sociale kompetencer styrkes.

Efter fem år med PALS på Ødis Skole oplever skolen fordelene og trygheden ved at have en fælles platform. Eleverne giver udtryk for, at det er rart og nemt, at det er så tydeligt, hvad der forventes af dem. De underviser på skift hinanden i forventet adfærd ved vores morgensamlinger, og de hjælper på andre måder hinanden med at huske på værdierne ”Ansvar, respekt og omsorg”, oplyser skolen i en pressemeddelelse. logy