"En kæmpe er faldet"
Ove Nielsen, Finn Lykkeskov, Ingelise Vilsen og Sven Bork skriver dette mindeord om Bent Steenberg Olsen
"Af statur var Bent ikke stor, men politisk var han en kæmpe." Sådan skriver Ove Nielsen fra Socialdemokraterne om afdøde Bent Steenberg Olsen. Han fortsætter:
"Bent vil efterlade et stort savn, men heldigvis mange minder. Minder som vil dukke op hos de mange personer og organisationer som Bent har kæmpet for i sit mangeårige politiske virke."
"Det er uvirkeligt"
"Det er med stor sorg, at vi har fået meddelelsen om, at Bent Steenberg Olsen er død efter længere tids sygdom," skriver Finn Lykkeskov, som fortsætter:
"Det er uvirkeligt og ikke til at fatte, at Bent med sit engagerede og aktive liv ikke er her mere.
Bent var medlem af Socialdemokratiet og han var altid meget interresseret i, hvad der skete i vores samfund og ikke mindst, var han altid en stor fortaler/bannerfører for de svage i vort samfund – han brød sig ikke om ”forskelsbehandling” af folk i al almindelighed – dette gav han også klart udtryk for, igennem de mange år han sad i Byrådet.
Bent var utrolig loyal over for egne holdninger – men ikke mindst også, over for familie/ kollegaer/venner/ mv som han var sammen med – det er en egenskab som vi var mange, der satte stor pris på!
Når Bent påtog sig en opgave eller blev pålagt en sådan – så kunne man roligt regne med at denne blev løst et hundrede procent – han var altid ydmyg over for noget sådant.
Bent har gennem årene altid været en god ven – og på sin lune og ligefremme facon, har han medvirket til, at mange ting er gået op i en højere enhed – dette og mange andre ting gør, at vi vil savne ham –også- i partiforeningsmæssige sammenhænge.
Vore tanker og medfølelse går nu til hans kære familie."
"Husker Bent med glæde"
"Det er med vemod, at jeg modtog oplysningen om at Bent Steenberg Olsen er afgået ved døden," skriver Ingelise Vilsen, som fortsætter:
"Bent er et af de mennesker, jeg husker med glæde i mit politiske virke.
Vi var begge medlem af Vojens Byråd, og jeg husker Bent som den rolige og dannede person. Hans ro og velovervejethed gav én ro og tryghed.
Jeg husker, at vi, sammen med venstremanden Kresten Gram, foreslog at ændre en lærerbolig ved Nustrup Skole til børnehave. Det var en sej kamp, men det lykkedes, ikke mindst på grund af Bents kendskab til behov i Nustrup. Børnehaven blev besluttet, og er der den dag i dag.
For Bent var familien det vigtigste, hans hustru Lise og børnene, og han strålede, når han talte om dem.
Jeg mindes Bent som en stor personlighed, der ikke gjorde meget væsen af sig selv. Vi var enige om de Socialdemokratiske kerneværdier, hvor alle skal have lige muligheder uanset baggrund, køn eller religion, og at de stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Jeg mindes Bent med stor glæde.
Æret være Bents minde og jeg sender de bedste hilsner til Bents familie."
"Et dejligt menneske er død"
"Det er med sorg vi fik meddelelse om Bents død," skriver Sven Bork, som fortsætter:
"Vi sad i flere år sammen i daværende Vojens Byråd. Bent var en person der altid
sagligt og seriøst gik til det politiske arbejde, og altid søgte at finde en løsning på de opgaver vi arbejdede med.
Han arbejdede for hele Vojens Kommune uden at glemme hvor han kom fra – nemlig Nustrup. Bent og Lise har sammen udført et uvurdeligt arbejde til gavn for foreningslivet og sporten i Nustrup.
Udover en meget stor indsats i byrådet, og den Socialdemokratiske gruppe, var han et dejligt menneske at arbejde sammen med.
Æret være Bent Steenberg Olsen," slutter Sven Bork.