Lindeskolen klar til generalforsamling
9. november inviteres der til stiftende generalforsamling på den nye friskole, Lindeskolen, på Folkehjem i Aabenraa
Så falder der snart endnu en brik på plads i puslespillet omkring en ny friskole, Lindeskolen, i Aabenraa.
9. november holder Lindeskolen stiftende generalforsamling på Folkehjem, hvor der skal vælges en bestyrelse.
Efter konstitueringen skal bestyrelsen straks i arbejdstøjet, hvor der blandt andet skal ansættes en leder.
“Vi har folk nok til en bestyrelse, så vejen er banet,” fortæller Jesper Schultz, der har været med gennem hele opstartsfasen, og som selv er varm på idéen med en ny skole, hvor der er mere tid, rum og plads til det enkelte barn.
“Jeg har selv to børn, hvoraf den ene lige nu går i specialklasse. Han kunne i hvert fald godt bruge en skole, hvor han fik lidt mere ro i hverdagen,” fortæller Jesper Schultz.
Placering på plads
Der er ved at være styr på placeringen af den nye friskole.
“Vi har faktisk det hele på plads, men vi vil ikke melde noget ud, før vi har underskriften på kontrakten,” fortæller Britt Bolving, der er initiativtager til den nye skole, og som også regner med at blive skoleleder.
“Skolen kommer til at ligge centralt, og der vil være gode adgangsmuligheder fra både vest, syd og nord. Udlejeren har været meget imødekommende, og vi har faktisk bare skulle aflevere en ønskeseddel på, hvad vi har brug for. Så hvis det hele falder i hak - som vi forventer, det vil - så bliver det altså rigtig godt,” fortsætter Britt Bolving.
“Der bliver mulighed for at vi kan udvide skolen i takt med, at vi forhåbentlig får flere børn. Det er også et vigtigt punkt for os, så vi ikke skal til at flytte midt i det hele. Det vil tage alt for meget fokus fra vores kerneopgave, og så vil det give både børn og ansatte stress”.
En realitet
Når den stiftende generalforsamling er afholdt, og der er valgt en bestyrelse, så er skolen en realitet.
“Vi starter op til august. Vi håber på omkring 40 børn, men jeg tror, der kommer flere. Når først vi kan melde ud, hvor skolen bliver placeret, så tror jeg, det bliver mere virkeligt for forældrene”.
Og der er stor interesse omkring den nye friskole.
Faktisk har initiativtagerne allerede skrevet børn op til de kommende år.
“Vi har faktisk et barn på ét år skrevet op allerede, så interessen er der. Og indtil bestyrelsen er valgt, kan man indmelde sit barn helt gratis. Efterfølgende kommer det til at koste et gebyr for indmeldelsen og et depositum,” slutter Britt Bolving.