Formodet bombetrusselsmand anholdt
Politiet har anholdt en mand, som de mistænker for at have sendt bombetrusler til RO's Torv, Roskilde Lufthavn og andre centre og steder i landet.
Manden blev anholdt i Slagelse uden dramatik klokken 18. Han er i forvejen kendt af politiet og bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af tirsdag.
Politiet vil ikke udtale sig nærmere om sagen, men oplyser, at manden har nogle psykiske problemer.
Bombetruslerne startede med at tikke ind via mail kl. 13 i dag, og blandt andet RO's Torv og lufthavnen i Tune blev straks evakueret.
Poltiet undersøgte stederne frem til først på aftenen ved 17 - 18-tiden, hvor evakueringen blev ophævet.
Flere andre steder i landet valgte politiet ikke at evakuere folk, da mailene, der blev sendt af sted, var enslydende.