Naboer kan se frem til støjmåling
Arkiv
Naboerne til de store vindmøller i Bølå kan nu se frem til, at der skal laves støjmålinger i området.
Her døjer nogle af borgerne både med støj fra danske og tyske vindmøller.
Det er resultatet efter at borgmester Thomas Andresen i august månede inviterede en række syd- og sønderjyske folketingspolitikere på besøg hos beboerne i området. Efter besøget opfordrede politikerne Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til at iværksætte støjmålinger, og den opfordring bærer altså nu frugt.
Miljøstyrelsen har endnu ikke besluttet, hvor målingerne skal udføres, da det kræver et større planlægningsarbejde.
Resultatet af målingerne forventes at ligge klar i starten af 2017.