Fortsæt til indhold

145 nye boliger i Vindinge

Ny lokalplan i høring med borgermøde 27. oktober på Vindinge Skole

Arkiv
Arkiv

145 nye boliger bliver der plads til ved Vindinge i følge en ny lokalplan, der nu sendes i offentlig høring frem til udgangen af november med et borgermøde 27. oktober på Vindinge Skole. Boligerne placeres vest for den nuværende by fra Tingvej og mod sydøst. Her bliver plads til 55 parcelhuse og 90 boliger i en tæt lav bebyggelse ifølge den nye plan. Byggeriet skal imødekomme den stigende efterspørgsel på boliger i Vindinge-området. Samtidig vil tilflytterne kunne være med til at sikre et tilstrækkeligt befolknings-grundlag for den lokale skole og børneinstitutioner. Den nye bebyggelse får adgangsvej fra Tingvej og Lønbjergvej, så det kobles sammen til et naturligt område, der samles omkring en fælles grønning. Der bliver ingen udkørsel til den store omfartsvej. Ifølge den nye lokalplan skal de nye boliger placeres i mindre grupper, så de lægger op til at skabe lokale fællesskaber. Teknisk Forvaltning i Roskilde kommune vurderer, at det nye boligbyggeri ikke vil give nogen væsentlige miljø-gener.