Fans får en chance til
Der blev hurtigt udsolgt i 2015, da Bylauget i Gevninge første gang inviterede til koncert i landsbyens beboerhus. Koncerten var med Henrik Strube og Pete Repete, og mange måtte gå forgæves. Nu er chancen der igen, når samme duo giver koncert torsdag 27. oktober kl. 20 samme sted. De to garvede musikere har netop udsendt CD'en Lydia. Henrik Strube har i mere end 40 år været en markant sangskriver, guitarist, forfatter, debattør og historiefortæller i sit band, som solist eller i orkestre som Røde Mor og No. Pete Repete har siden starten af 80'erne spillet markant klaver og orgel i bands som Repeat-Repeat, Malurt og i de sidste 26 år i Big Fat Snake. De to herrer spiller nye sange og lover genhør med nogle af de kendte sange som 'Hold om mig' og 'Min Åbne Dør'.