Suppe på selvslagtet høne
Børnene fik en lektion i biologi, da de var med til at slagte hønen, plukke den og koge hønsekødssuppe på Nymindegab Museum
Opskrift på hjemmelavet hønsekødsuppe: Man tager en høne. Altså en levende høne, som man indfanger, slår bevidstløs og hugger hovedet af med en økse. Skolder, plukker, befrier for indvolde, koger med suppeurter - og spiser.
Sådan en hønsekødsuppe fra jord til bord kunne børnene være med til at lave på Nymindegab Museum i efterårsferien, og på den måde vækker museet historien til live:
“Der er jo ingen børn i dag, der ved, hvor maden kommer fra - æggene eller hønen. Det er forskelligt, hvordan børnene reagerer på slagtningen. Når hønen render rundt uden hovede, kommer den hysteriske grinen fra nogle, og udbrud som “adr, det er ulækkert!” Men nogle synes, det er helt vildt spændende”, fortæller projektleder Tine Lorange på Nymindegab Museum-Varde Museer.
Lidt adr-udtryk var der i ansigterne rundt omkring, men ingen vilde udbrud. Heller ikke, da hønen hoppede rundt uden hovede. Men Rosa på seks år ville nu gerne vide: “Hvordan kan den blive ved at løbe rundt, når den har fået hovedet hugget af? Det er megamærkeligt!“
Den superkorte populærvidenskabelige forklaring er, at hjernen allerede har givet besked til kroppen om bevægelsen, inden de to blev adskilt.
Familien Muhlig var på efterårsferie: mor og far Mette og Mathias og børnene Magnus, Marius og Maja. Hun skulle lige vænne sig til det med blod og indvolde:
“I starten kunne jeg ikke lide det, det var klamt, men jeg kan faktisk godt holde ud at se på det nu, “sagde hun efter hønen var blevet tømt for indvolde.
Så var suppehønen klar til at komme i gryden med urter, og i tømrerens hus kom der melboller på suppen. Så stod den på hjemmelavet hønsekødsuppe tilberedt helt fra bunden, lige som på tømrer Larsens tid.