"Fedt at arbejde sammen med folk, man ikke kender"
Anne Sofie, HHX. "Jeg synes det har været meget godt, altså at kunne bruge sin kreativitet og arbejde sammen med andre, som man ikke lige kender. Jeg synes, at jeg er blevet mere åben over for andre og deres idéer. Det er gået op for alle, at der er mange forskellige måder, man kan gøre tingene på. Der er ikke nok af denne slags undervisning i skolerne, og det er også derfor, at jeg har valgt en innovationslinje."
Der blev tænkt kreative tanker, da godt 500 unge i sidste uge var samlet til InnoCamp i Fredericia Idrætscenter. Det var 7. år i træk, at elever fra byens 8. klasser mødtes til innovationscamp med unge fra ungdomsuddannelserne – arrangeret af Fredericia Kommunes skoleafdeling i samarbejde med ungdomsuddannelserne i Fredericia. Seks virksomheder medbragte udfordringer, som de unge skulle finde løsninger på. På tværs af skoler og alder tog de unge tænkehattene på, og de gjorde det med begejstring. De satte især pris på den anderledes undervisningsform, udfordringerne, som der skulle findes kreative løsninger på - og muligheden for at samarbejde med andre.
Noah Lund, Ullerup Bæk Skolen. "Jeg synes, det har været meget spændende. Det er en fed måde at møde nye mennesker på. Jeg kunne selv tænke mig at blive iværksætter, for eksempel selvstændig i USA - det drømmer jeg om. Det bedste ved InnoCamp har været fællesskabet, det er virkelig godt. Måden, vi har arbejdet på, kunne man godt have mere af i skolen. Det er sjovt og lærerigt at beskæftige sig med et produkt fra start til slut."Sarah Gjeding, Sct. Knuds Skole. "Det har været fedt. I starten var det lidt udfordrende, at man skulle arbejde sammen med nogle mennesker, man ikke kender. Men så arbejder man mere seriøst, og der er ikke så meget snak om alt mulig andet. Man lærer andre mennesker at kende - og deres holdninger. De kommer med noget helt andet, end jeg er vant. De er også lidt ældre end mig. At respektere andres holdninger kommer meget til udtryk. Jeg synes, at det kunne være godt med lidt mere innovation på skoleskemaet."Jakob Ingemann Nielsen, Erritsø Fællesskole. "Det har været godt. Man kender ikke nogen i sin gruppe, og det er meget smart fundet på af lærerne, for så snakker man jo med andre end man plejer. Det synes jeg, man får meget ud af. I starten kan man godt være lidt genert, men så lærer man efterhånden hinanden at kende. Jeg har fået nye venner - og en masse viden. Jeg har lært en del om innovation, miljøet og om vores projekt FredericiaC. Efter de tre dage føler jeg mig da innovativ."