Til lykke med de 95 år
Tidligere møbelpolstrer Erik Christiansen fyldte 95 og fejrede det på dagen
Det er ikke hver dag, en vardenser fylder 95 og fortsat er i form til at fejre dagen. Men 19. oktober rundede Erik Christiansen denne anselige alder og holdt sin fødselsdag med familie og venner på Carolineparken.
Det havde i sagens natur været mere glædeligt, hvis Eriks kone stadig havde været ved hans side, men desværre døde hun i 2011.
“Det er ikke så sjovt at holde fødselsdag, som det har været, men min forstand virker da så nogenlunde," sagde Erik - med glimt i øjet.
Gæsterne kom klokken halv tre til lagkage, roulade, kyskager og kaffe, og de fyldte et langt bord i plejecenterets cafeteria.
Der var både Eriks ældste datter Birthe og hans yngste datter Helle, de to børnebørn Karen og Jesper og svigersønnerne Kjeld og Ole. Desuden var Eriks yngste datters gode veninde Hanne med, og Eriks brors kone Annelise, foruden Jørgen, brorens besøgsven. Eriks egen besøgsven Henning var også med til festen.
På gavebordet var der især flasker og blomster.
“Jeg har fået vin og øl i gave. Jeg ønskede mig ikke noget. Jeg mangler jo ikke ingenting,“ sagde fødselaren selv.
Datteren Helle uddybede:
“Det eneste, han ville ønske, han kunne få, er nyt bentøj og bedre høreapparat.”