Fortsæt til indhold

Besøg fra Berlins undergrund

Rummelsnuff byder på bizarre sømandsviser og electropunk på Musikbiblioteket

Arkiv
Arkiv

Den sidste fredag i oktober vil lånerne på Musikbiblioteket i Odense få sig lidt af en øjenåbner, når det tyske verdensfænomen og særegne personlighed Rummelsnuff går på scenen i et sandt inferno af sømandsviser og hårdtpumpet technomusik.
Koncerten er del af en aften, der sætter fokus på Berlins undergrund fra koldkrigsstemningen i 1970'erne og frem til i dag med udgangspunkt i electropunk-ikonet Rummelsnuff.
Udover koncerten er der Artist Talk med kunstneren selv, og med musikeren Sebastian Büttrich om undergrundskulturen i Berlin samt en filmforevisning af den prisbelønnede film 'B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin 1979–1989'.
Filmen er den britiske musiker Mark Reeders personlige skildring af nogle vilde år i Berlin, hvor man blandt andre møder helt unge Nick Cave og Blixa Bargeld tilsat et stærkt soundtrack.
'Berlin - Cold War and Hot Decadence'. Fredag 28. oktober kl. 18.30–23 på Musikbiblioteket, Østre Stationsvej 33, 5000 Odense C. Billetpris 50 kr. via Odensebib.dk.