Sibiriens kolde vand kalder
Roskildensere træner i fjorden før de drager til VM i isvandssvømning
Svømmetaget fra at være vinterbader til at være isvandssvømmer kræver en stærk viljestyrke at tage første gang.
- Forskellen på at være i det kolde vand i kort tid og tage en svømmetur er stor, for så mærker man hvor koldt det egentlig er, siger Mette BL Thomsen. Hun er isvandssvømmer, og hun var med til verdensmesterskaberne i isvandssvømning i Finland i 2014. Nu skal hun af sted igen. Denne gang går turen til den russiske by Tyumen i Sibirien, hvor floden Tura løber gennem.
- Denne gang er jeg ikke alene, da vi er fem fra Roskilde, som tager af sted og vi er 26 i alt fra Danmark, siger hun.
Mette BL Thomsen var den første dansker, der svømmede 450 meter i isvand til et VM. Siden verdensmesterskabet har hun arbejdet på at gøre denne sportsgren interessant for andre.
- De seneste to år har jeg i vinterbadeklubben oplevet at få folk til at gøre noget, som de eller ikke turde, de har taget de første 10 svømmetag i det kolde vand, siger Mette BL Thomsen.
- Jeg synes, det er fantastisk at se et menneske stråle af glæde over, de har brudt en grænse efter de har svømmet i det kolde vand første gang.
Altid koldt vand
Lene og Jacob Stein er et par af de mennesker, som Mette BL Thomsen har fået ud i det kolde vand. Hun mødte de to i vinterbadeklubben på havnen.
Parret har været vinterbadere i fire sæsoner. Der er det blevet til et dyp i havnen og måske nogle enkelte svømmetag, før turen gik på op på land og ind i saunaen.
- I år er det første gang vi svømmer i vandet, siger Jacob Stein.
- Jeg gør det blandt andet for at prøve noget nyt og anderledes. For mig er det meget oplevelsesorienteret.
- Når jeg har sagt ja til at tage med til verdensmesterskabet i Sibirien, er det for møde andre folk og få deres indgang til at dyrke ekstremsport. Jeg ved godt, at jeg ikke har den store chance for at vinde.
- Jeg er et barn af tiden omkring 68. Da jeg var ung, så man ned på sport. Kroppen var til for at transportere hovedet rundt.
- Nu er der mere fokus på kropslig velvære samtidig med, at det meste fysiske arbejde er forsvundet.
Lene Stein har en lang mere kropslig tilgang til hverdagen end sin mand via sit arbejde i teaterverdenen.
- For 20 år siden var jeg mod konkurrenceidræt. Krop og bevægelse var noget man skulle være sammen om, så det har rykket grænser at begynde på vinterbadningen, siger hun.
- Jeg er vokset op på den sydlige halvkugle blandt andet i Brasilien. Der var vandet varm. Jeg har altid ment, at vandet i Danmark altid er koldt.
- Da jeg blev spurgt om jeg ville vinterbade, sagde jeg, at det ville jeg gerne prøve.
- Til daglig arbejder jeg med opgaver, hvor det drejer sig om andre mennesker. Når det gælder isvandssvømningen, så handler det om mig selv, det er vidt forskelligt.
- Samtidig møder jeg mennesker i alle aldre, som jeg eller aldrig ville møde.
Nye mål
Mette BL Thomsen har sat sig nye mål i forbindelse med verdensmesterskabet.
- I 2014 svømmede jeg 450 meter, det skal jeg igen. Men dengang vidste jeg ikke om jeg kunne klare distancen med rent crawl, så det blev en blanding af brystsvømning og crawl.
- Denne gang vil jeg svømme hele distancen i crawl, det betyder også, at jeg har hovedet under vand det meste af tiden.
Det kolde vand køler kroppen kraftigt, da deltagerne svømmer i almindeligt badetøj. For at hoved og hjerne ikke skal blive kølet for meget ned, er det tilladt at have en varm badehætte på.
Mette BL Thomsen har flere mål, der skal nås. Hun stiller op i alle ni discipliner. Det betyder, at hun skal i vandet flere gange om dagen i de tre dage, hvor der svømmes.