Fortsæt til indhold

Dengang musik kunne være forbudt

Ældre og unge mødes om fælles musik-favoritter på verdens største pladespiller

Arkiv
Af Charlotte Christensen Foto:Per Rudkjøbing

Det er ikke alle gæsterne på rockmuseet Ragnarok, der kan huske dengang Four Jacks fik pigerne til at hvine henrykt. Men det kan Jens, Anton og Henning. De var forleden blandt rockmuseets mest begejstrede besøgende, for rundt om hvert eneste hjørne var der musik, som genoplivede minder fra de tre ældre herrers liv.
Sammen med en håndfuld andre brugere fra ældrecentret Æblehaven i Brøndby Strand, var Anton Pedersen, Henning Nielsen og Jens Balslev på tur til musikkens verden i efterårsferien.
- Vi kan jo huske det hele, al musikken her har vi oplevet gennem årene. Noget af det måtte vi slet ikke høre for vores forældre. Når jeg hørte Tommy Steele og Satchmo, altså Louis Armstrong, skældte min far ud og forbød mig at høre den slags 'negermusik', husker Jens Balslev.
Nu er der ingen, som skal forbyde ham og vennerne fra Æblehaven at lytte til musik – eller synge selv.
- Jeg er med i Æblehavens kor, og vi har alle tre deltaget i en læsegruppe, hvor vi nogle eftermiddage har sunget, lyttet og talt om musik fra 50'erne og 60'erne.

Kim Larsen er kendt af alle

I bussen på vej til Ragnarock lyttede Jens og de øvrige deltagere til Kim Larsen. Han er god, men John Mogensen var nu øverst på listen over kunstnere, de gerne ville finde på museet.
- Han må være her et sted, fastslår Jens Balslev og hiver afsted med Henning og Anton efter at have taget et par rundture siddende på verdens største pladespiller, hvor man kan slappe af og prøve at genkende hvilken musik, pladespilleren spiller med 20 gange langsommere hastighed end normalt.

Sigrid og Frida lavede idol-badges og collager sammen med deres forældre Marie Jørgensen og Esben Juste fra Roskilde.

Joanna og skrigekonkurrence

Var Jens blevet siddende på pladespilleren lidt længere, ville han have kunnet høre Kim Larsen, også her.
Her hørte søstrene Frida og Sigrid melodien Joanna. Og de kendte den udmærket. For de er nemlig også glade for Kim Larsen. Ligesom Jens, Anton og Henning.
Det fortalte de, mens de var opslugt af at lave badges med deres idol, sangerinden Marie Key, sammen med deres forældre Marie Jørgensen og Esben Juste fra Roskilde.
De voksne havde lavet badges med Bowie og Bruce Springsteen, og kiggede lidt forundret på et af de idolbilleder, deres døtre klippede ud til en fan-collage. Ingen ved bordet anede, hvem kunstneren var – men en ansat på museet indskød diskret, at det ikke just var børnevenlige tekster vedkommende var kendt for.
Jens Balslevs far ville i sin samtid måske have forbudt det under betegnelse 'negermusik'.
Sigrid og Frida var ligeglade. Det var jo bare et sejt billede og der er andet i livet end musik:
- Vi har også prøvet i en mikrofon, hvem af os, der kunne skrige højest. Jeg vandt over min lillesøster, Frida, siger storesøster Sigrid og tilføjer med et glimt i øjet:
- Det plejer ellers at være hende, der skriger mest af os to.

Musik har ingen alder, hele efterårsferien har børn, unge, forældre og bedsteforældre taget på musikrejse i det unikke museum.