Fortsæt til indhold

Vold og trusler er råb om hjælp

Psykisk syge kan hjælpes billigt og effektivt, hvis man sætter et nyt projekt i søen, mener tidligere oversygeplejerske på Fjorden

Arkiv
Anette Gundlach

Når psykisk syge truer, smider sofaer ud af vinduet, råber hele natten eller sidder stille bag nedrullede gardiner i lejligheden, mens møget breder sig, som man nogle gange oplever i Boligselskabet Sjælland, er det egentlig et råb om hjælp, fortæller tidligere oversygeplejerske på Fjorden, Flemming Bøchmann Andersen. Han er i dag konsulent i Det Sociale Netværk, som har startet Headspace på Musicon. Han mener, at de psykisk sårbare alt for sjældent bliver hørt og ikke får den hjælp, de har brug for. Det vil han gerne ændre på ved at få et projekt sat i vandet sammen med boligselskabet. Et projekt, der både vil være til gavn for de psykisk sårbare og for de rådvilde naboer.

Sårbare for tidligt hjem

Flemming Bøchmann Andersen mener, det i det seneste par år har været en udfordring, at behandlingspsykiatrien lukker senge. - Dem der har brug for pladserne på for eksempel Lindegården, har måttet vige for de tungere patienter, der egentlig ikke skulle være der. Nogle bliver derfor lukket ud for tidligt og kommer hjem i egen bolig, hvor de får lov til at sidde og isolere sig. - De bliver ensomme og er ofte ikke i stand til at opsøge hjælp, siger Flemming Bøchmann Andersen. Han mener, at der er sket et skred i psykiatrien og han henviser til de 12 personer, der blev fejlplaceret på Lindegården, og som nu skal flytte. - Man har kendt til problemet længe i psykiatrien, og det er en pinefuld situation for patienterne.

Billig og effektiv hjælp

Flemming Bøchmann Andersen forklarer, at man efter hans mening effektivt og billigt kan hjælpe mange psykisk sårbare i Roskilde for det samme som en enkelt sengeplads på hospitalet koster. Han forklarer, at det drejer sig om at uddanne psykiatribrugere til at hjælpe andre. - Vi skal sørge for, at de får et netværk, så de kan snakke med ligemænd, der er i øjenhøjde, det gør de med et projekt, der allerede kører i Københavns Kommune, siger Flemming Bøchmann Andersen. I projektet kan tidligere brugere af psykiatrien uddanne sig til at støtte andre med en psykisk lidelse i at komme sig. Med udgangspunkt i egne erfaringer med at genskabe hverdagen efter en psykisk lidelse, skal peer-støtte medarbejdere hjælpe andre med psykiske vanskeligheder i at mestre deres symptomer og finde ny mening i tilværelsen. Flemming Bøchmann Andersen håber på at kunne få et lignende pilot-projekt til Roskilde. ag@roskildeavis.dk