Fredericia sidder på noget af landets bedste natur
Både nu og i fremtiden kan Fredericia glæde sig over naturen
Fredericia sidder på en af landets allerstørste biodiversiteter - altså mangfoldighed i dyre- og plantearter. Det skal gerne sikres for fremtidige generationer, mener Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Fredericia.
“Vi håber at få kommunen med på planen,” siger lokalafdelingens formand, Karsten Enggaard.
Helt præcist drejer det sig om området mellem Fælleden og Trelde Næs. I Miljøministeriets opgørelser over biodiversitet er området noteret for noget nær Danmarksrekord.
“Det ligger i Top Tre,” siger Karsten Enggaard med et bredt smil.
Naturfredningsforeningen ønsker området udlagt til såkaldt 'Uberørt skov'.
“Det vil sikre fremtidens biodiversitet mod, at en lodsejer for eksempel udlægger noget af området til juletræsdyrkning,” siger Karsten Enggaard.
Godt fokus på naturen
Naturfredningsforeningen har et godt samarbejde med Fredericia Kommune. Både på det politiske niveau og med forvaltningen.
“Vi mødes jævnligt og ser på sagerne,” siger Karsten Enggaard som kun kan nævne ganske få emner, hvor foreningen og kommunen trækker i hver sin retning.
“Aktuelt er vi uenige om fredningen af Fælleden. Kommunen har anket fredningen af grunde, vi ikke forstår. Jeg håber, at fredningen bliver stadfæstet,” siger han.
Naturfredningsforeningen håber også at få kommunen til at gøre med ud af vedligeholdelse af stier og lignende i naturområder, ligesom foreningen vil have kommunen mere ind i kampen mod ulovlig bådhejse - altså lystbåde, der hænger i et stativ over vandoverfladen nedenfor private båd- og badebroer.
Affaldsindsamling
Karsten Enggaard roser Fredericia Kommune for en effektiv håndtering af opgaverne omkring affald.
“Faktisk er Fredericia den førende kommune i Danmark, når det handler om affaldssortering,” siger han.
Hvert år arrangerer Naturfredningsforeningen og kommunen i fællesskab en affaldsindsamling i det fri.
“Det kører usædvanlig godt i Fredericia, fordi vi fordeler indsamlerne over hele kommunen. I andre byer vælger folk selv, hvor de går - og så ender det ofte med, at mange vælger det samme sted,” siger Karsten Enggard.
Indsamlingerne har en opdragende effekt, der får folk til at smide mindre affald i det fri.
“I år samlede vi lidt under to tons affald ind. For nogle år siden var det over seks tons - og faldet skyldes ikke færre indsamlere. Tværtimod,” siger Karsten Enggaard.