Fortsæt til indhold

Onde klovne undervejs

Politiet fraråder både at slå og flygte fra de maskeklædte

Arkiv
Anette Gundlach

Folk udklædt som onde klovne har i de seneste par uger været årsag til at flere kikker sig nervøst over skulderen, når de skal alene ud i mørket. I Roskilde har politiet fået fem anmeldelser om enten uhyggelige klovne eller folk med masker på i den forløbne uge. De blev alle set om aftenen tæt på bymidten. Den ene af gangene blev to 15-årige piger forfulgt af to maskeklædte mænd. Pigerne flygtede ind på politistationen, hvor de søgte i sikkerhed. Ingen af gangene nåede politiet at få fat i de forklædte. Andre steder i landet har nogle af de udklædte fået et lag tæv. Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi forklarer, at det bedste man kan gøre, hvis man ser en udklædt klovn er at iagttage vedkommende og ringe til politiet. Han kan dog sagtens forstå, hvis man flygter eller angriber. Problemet er, at man har fået et skræmmebillede fra de sociale medier og nyhederne, derfor bliver mange forskrækkede og bange, når man ser en klovn. Den primitive del af hjernen tager over, hvilket betyder, at man enten flygter eller angriber. Klovnene er ofte set med et legetøjsvåben, men da de dukker op i mørket, er det umuligt at vurdere om våbnet er af plastik eller er ægte, forklarer politimanden.

Angst og vold koster

At gå forklædt omkring i byen er fuldt legalt, til gengæld må man ikke forskrække folk, og det gør man, hvis man for eksempel forfølger folk eller går rundt med noget, der ligner et våben, forklarer Martin Bjerregaard. Hvis man bliver afsløret som ond klovn, der har generet andre, koster det 1.500 kroner, fordi man har overtrådt ordensbekendtgørelsen. Muligvis kan sagen gå ind under våbenloven, og så kan bøden stige til 2.000 kroner, men det er en vurderingssag, siger Martin Bjerregaard. Hvis man selv bliver forskrækket og angriber en ond klov, risikerer man selv at få en bøde på 1.500 kroner, hvis klovnen anmelder overfaldet. Også her er det en vurderingssag, og det kan meget vel være, at man slipper for bøden, hvis det bliver vurderet, at man handlede i selvforsvar. Martin Bjerregaard opfordrer til, at man melder til politiet, hvis man ser en ond klovn udenfor. Og han fraråder, at man slår fra sig. Han regner med at klovnerierne snart aftager, da han betegner det som en modedille, der er svømmet over landet – måske endda forstærket af, at det har været efterårsferie. ag@roskildeavis.dk