Ragnwald sang for fødselaren
Vojens Pensionistforening fejrede 50 års fødselsdag i flot stil
Der manglede ikke noget da 200 medlemmer af Vojens Pensionistforening fredag aften var bænket i Lagoniskolens aula til 50 års fødselsdagsfest. God mad, musik og sang. Det var en rigtig fødselsdagsfest.
“På en måde skulle denne fest være holdt på Hotel Pauli, for det var her vi blev stiftet for 50 år siden,” fortæller Åse Jensen. Der ville man dog ikke kunne være, og Lagoniskolen har dannet ramme om pensionistyforeningens største aktivitet gennem årerne, lottospillet, igennem mange år. Lige indtil lokalerne skulle inddrages til lærerkontorer. Så var gode råd dyre, men Hotel Vojens stod klar med løsningen. Så nu spilles der lottospil hver mandag på hotellet. Og denne fredag, hvor menuen stod på gammeldaws kalvesteg, kom maden fra hotellet - så ringen var sluttet.
Borgmesterlige ord
Borgmester H.P. Geil var festtaler da pensionistforeningen for 10 år siden fejrede sin 40 års fødselsdag. Og da formanden påny tog kontakt, var der ros for trods alt at stille beskedne ønsker - sådan med en invitation hver 10. år. Så Geil stod for festtalen, og det var en festlig tale.
Musik skulle der naturligvis også til. Og helst af den slags man kan synge med på, så pensionistforeningen havde inviteret et par af dansktoppens bedste navne.
Richard Ragnwald og Kisser & Søren stod for underholdningen. Og alle erklærede at de glæder sig til næste fest om 10 år.