Fortsæt til indhold

It-tyve på genbrugsplads

Arkiv
Arkiv

KARA’s genbrugsplads i Roskilde er også udsat for et voksende antal tyverier af gammelt it-udstyr i lighed med andre pladser rundt om i landet. En troværdig læser, som redaktionen kender godt, kan fortælle følgende beretning: - For kort tid siden var jeg på pladsen med affald og holdt nær den store trådkurv til indsamling af elektronikaffald, da en bil med to meget solbrændte herrer svingede ind foran den og begyndte at læsse IT-udstyr i bilens bagagerum. Det skete, selv om et stort skilt tydeligt gør opmærksom på, at det er forbudt. - Derfor gjorde jeg en af pladsens ansatte opmærksom på det igangværende tyveri, og han forsøgte med fagter at jage dem væk. Men de fortsatte bare, omend de hele tiden holdt øje med os. - Pladsmanden kendte dem i forvejen som to kriminelle, der ofte kom og hentede elektronikaffald. - Hvis de så i det mindste bare ville nøjes med at komme, når vi ikke er på pladsen. Men de kommer og går, som det passer dem, som han sagde.

Fik ingen dom

Den ansatte hos KARA kunne også fortælle, at der var foretaget gentagne politianmeldelser på basis af videoovervågning, men at det ikke havde ført til nogen dom i retten. Dommeren lod angiveligt sagen falde, fordi det stjålne elektronikaffald ikke kunne værdisættes, hvilket skullevære et krav for at få en straf for tyveri. - Men tyveri er vel tyveri uanset det stjålnes værdi, og det burde vel være muligt at stoppe, når der udtrykkeligt gøres opmærksom på forbud imod at fjerne noget fra genbrugspladsen, siger kilden til Roskilde Avis. - Om ikke andet er det en advarsel til læserne om at slette følsomme data, før de dropper gamle computere og harddiske på genbrugspladsen.