Avisen serverer kulturtips til dig
Kom og mærk healingens effekt
Er du interesseret i at forkæle din krop lidt? Vi går en mørkere og mørkere tid i møde, og det betyder også, at flere danskere oplever, at deres energiniveau falder. Dette arrangement kan måske gøre dig klogere på, hvordan du hjælper din krop til at få en bedre energibalance. Du får tilbudt 20 minutters gratis behandling af lokale healere.
Sted: Hovedbiblioteket. Tid: Lørdag kl. 10-14. Pris: Gratis via Odense Bibliotekerne.
Kom tæt på valg i USA
Det amerikanske valg, der bliver afviklet tirsdag d. 8. november, er gået ind i sin afgørende fase. Studenterhus Odense har derfor inviteret dig til paneldebat, hvor politisk engagerede folk vil argumentere for og imod de to præsidentkandidater, Hilary Clinton og Donald Trump. Jeg er overbevist om, at du bliver klogere, hvis du tropper op til denne spændende aften.
Sted: Studenterhus Odense, Amfipladsen 6. Tid: Tirsdag klokken 19. Pris: Gratis entré.
Vandretur i det fri
Jeg er rigtig glad for at vandre i det fri, hvor roen unægtelig er langt mere dominerende end i bymidten, hvor støj fra biler og andre store køretøjer nærmest irriterer mit sind, når jeg gerne vil slappe af og give hjernen mulighed for at dvale.
Derfor anbefaler jeg jer læsere at holde øje med 'Vandreforeningen Fynboerne', som tit arrangerer vandreture og stavgang i Odense. Ruten er denne gang 10 km., men det foregår i et roligt tempo, så du ikke føler, at kroppen bliver overbelastet.
Sted: Hunderupskolen. Tid: Lørdag kl. 13.30. Pris: Gratis.
LAN-party på lokalt bibliotek
Hvis jeg i dag var ti år, så var der ikke gået lang, før min mor eller far fik et opkald for at spørge om lov til at deltage i LAN-party. Da jeg i sin tid var i den alder, sad jeg klistret til tv'et hver fredag, når Disney Show rullede over skærmen. Men tiderne har ændret sig, og computerspil er blevet en af de største interesser for vores nye generation af unge knægte.
Det må man som forældre acceptere, selvom forbruget ikke skal tage overhånd. I Odense blomster miljøet for computerspil, hvilket BK Marienlyst og DHG Håndbold vidner om. Her kan du gå til e-sport og få prof træning.
Sted: Holluf Pile Biblioteker (10-12 år). Tid: Fredag 16.30-21. Pris: Gratis - men tilmelding via Odense Bibliotekerne