Fortsæt til indhold

Lys gennem byen

Koordinator fortæller om forberedelserne til det store optog gennem Roskildes mørklagte centrum på fredag

Arkiv
Erling Pedersen

- De levende lys virker anderledes og skaber en helt ny stemning, når det store optog på fredag aften buldrer gennem Roskildes mørklagte centrum. Sådan forklarer den 26-årige Arendse Noes Jørgensen, der også var med til at organisere optoget sidste år. Til daglig er hun specialestuderende på Plan, By og Proces og Geografi på Roskilde Universitet. Men i denne sammenhæng arbejder hun som koordinator for Allehelgens-optoget i kraft af sin tilknytning til Byens Hus samt Kultur og Idræt under Roskilde Kommune. Om formålet forklarer Arendse Noes Jørgensen: - Lysfesten i Roskilde er en mulighed for at opleve Bymidten, kulturinstitutionerne, haverne og gemte rum langs Kulturstrøget på en helt ny måde. - Når gadelygterne i midtbyen slukkes og erstattes af anderledes lyssætninger og en fin lyspose-sti, så opstår der en ganske særlig stemning. Derfor er jeg glad for at være en del af holdet bag Lysfesten. - Min rolle er at koordinere og planlægge årets Allehelgensoptog, som kunstneren, Karoline H. Larsen, leder gennem midtbyens gader den 28. oktober.

Imponerende opbakning

Klokken 18.15 på fredag aften går det løs, når det stemningsfulde og uhyggelige optog buldrer ud af Palægårdens port og brager op gennem Algade og videre rundt forbi Kulturstrøgets institutioner. - Allehelgensoptoget består i år af en masse dygtige og kreative grupper, der alle deltager frivilligt. Derfor kan tilskuerne opleve mindst 100 festlige, mystiske og lysende væsner, når optoget passerer. Arendse Noes Jørgensen er i år med for anden gang til at arrangere lysfesten: - Endnu en gang er jeg imponeret over den store opbakning til Allehelgensoptoget fra byens foreninger, kreative skoler, kor osv. - Jeg synes også, det meget flot, at Kulturstrøget, Roskilde Kommune, Performance Design på RUC og butikkerne i midtbyen kan samles om arrangementet. Uden tvivl er det med til at skabe en unik aften, som er noget ganske særligt for Roskilde, mener Arendse Noes Jørgensen. tk

Deltagerne samles først og forbereder sig inde i Palæets gård.
Blandt deltagerne er roskildensere af alle slags.
Når optoget kommer ud gennem porten ved det gamle kongeslot til den mørklagte by, virker det imponerende.
Stændertorvet opleves om et helt nyt og anderledes rum i byen med alle faklerne i mørket.
Arendse Noes Jørgensen, der for andet år i træk er med til at organisere det store optog gennem Roskilde ved lysfesten.