Den fremsynede lærer der blev turistchef
Omstillingsparathed: Inge Vad Wodskou er en af 16 vestjydske fortællere i sølvbryllupsudgaven af bogen
Inge Vad Wodskou var omstilingsparat, før ordet blev opfundet. Som nyuddannet lærer i 1970 med stilling på Sct. Jacobi Skole gav hun en hånd med på turistkontoret, da de manglede hjælp til en folkemusikfestival. Så var Inge allerede hooked på turistbranchen. Om skiftet fra lærer i kemi og fysik til turistchef siger hun smilende:
“Det hænger overhovedet ikke sammen, men jeg er en af dem, der har skiftet job af egen fri vilje.”
Den røde tråd i Inges arbejdsliv har derimod været, både at have modet til at kaste sig ud i forskellige ting, og til at gå ud af dem igen, når hun godt vidste, at det var tiden, selv om det var hårdt at sige farvel.
“Da jeg forlod Dancenter, smed jeg nøglerne ind ad brevsprækken og gik op til en af mine gamle kolleger og sad og tudede,” fortæller Inge selvironisk.
Inge Vad Wodskou er en af de 16 Vestjydske Fortællere i sølvbrylupsudgaven af bogen, som altså udkommer for 25. gang.
Inge har været en af primus motorerne i at udvikle Blåvand. men hun giver æren videre:
“Man kan takke Annemarie (Lidegaard, red.) og Ørnskov for det, for de holdt åbent hele året. Jeg kom en fredag aften hen til Annemarie. Det sneede og stormede, og jeg tror ikke, hun havde ret mange kunder. Men hun lagde grundstenen til helårsturismen i Blåvand” fortæller Inge.
Inge Vad Wodskou arbejdede også med Oplevelsesøkonomi 10 år, før alle snakkede om det. Som hun siger:
“Man lejer ikke et sommerhus ud, man lejer en oplevelse ud. Vi var f.eks. nogle af de første, der solgte billetter til Legoland uden for Legoland.”