Fortsæt til indhold

Fodboldklubben hvor nationer bliver spillet sammen

Ti nationaliteter udgør Esbjerg United. Dansk Flygtningehjælp jubler over holdet og fortæller, at fodbold og integration fungerer godt sammen

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

De helt fyldte vanddunke bliver placeret ved siden af tasker, sko og jakker på det aftenkolde og en anelse våde græs, imens bolde bliver sparket ind på banen.
Træneren forsøger at danne sig et overblik samtidig med, at han fordeler grønne og orange træningsveste blandt de fremmødte spillere.
Det er sæsonens sidste træning. I weekenden skal klubbens afgørende kampe i serie 5 og 6 spilles, før der afholdes afslutningsfest og udendørssæsonen går i hi.
Udefra set ligner det her en ganske normal dansk fodboldklub på breddeidrætsniveau. Men Esbjerg United er alligevel noget helt særligt.

Fra FIFA til Serie 6

“Selvom vi er mange forskellige nationaliteter på holdet og nogen, som ikke kan snakke dansk, så opstår der aldrig problemer her,” fortæller træner Saif Saed.
Historien om Esbjerg United handler om forskelligheder, om sammenhold og om at blive integreret i et helt nyt land med fodbold som omdrejningspunktet. To gange om ugen mødes over 30 spillere på Veldtofte Idrætsparks bane 1 i Esbjerg Øst. Langt størstedelen af dem kommer fra andre lande. Ti forskellige nationer er repræsenteret, når holdet er fuldtalligt. Flere af spillerne er flygtninge, som kun lige er kommet til landet og derfor ikke kan særlig meget dansk.
Men det gør ikke noget. For i den her lille fodboldklub er alle velkomne.
Det er tre år siden, at Saif Saed startede Esbjerg United op sammen med sin bror og tre kammerater.
“Vi kendte en flok i alderen 19-21 år, som spillede meget FIFA sammen. De manglede et sted at spille fodbold, og så fik vi etableret et hold,” fortæller han.
Inden længe havde de fået samlet nok spillere sammen til, at Esbjerg United kunne blive stiftet med et hold i Serie 6.

Esbjerg United har aldrig modtaget støtte fra kommunen. I stedet støtter WK Biler i Esbjerg klubben økonomisk. Foto:Jonas Wrede Hansen

Fodboldglade flygtninge

Siden er klubben kun vokset og vokset. Når den efter sæsonen holder afslutningsfest, er det samtidig markeringen af, at den har eksisteret i tre år og nu har hele 40 medlemmer efter flygtningestrømmen.
“Vi fik rigtig mange flygtninge på holdet henover sommeren. Det er skønt, for det betyder, at vi nu kan stille med to hold,” fortæller Saif Saed.
Han hørte i sommer, at der var en gruppe flygtninge, som spillede fodbold om aftenen ved nogle nærliggende boldbaner. En aften tog Saif Saed mod til sig og gik hen til boldbanerne for at se, hvem de fodboldglade flygtninge var.
“De spillede bare for sjov. Jeg snakkede med dem og fortalte, at vi havde en rigtig klub, hvor vi trænede og spillede kampe. Det, syntes de, lød interessant, så de kom til træning og tog deres venner med,” siger Saif Saed, som glæder sig over, at han på den måde kan være med til at hjælpe de nye i landet til at føle sig velkomne.

Får betalt deres kontingent

Hos Dansk Flygtningehjælp, DFH, er man begejstret for, at klubber som Esbjerg United tager imod flygtninge og lader dem blive en del af fællesskabet.
Det fortæller Jacob Midtgaard, der er koordinator for den private humanitære organisations fritidspulje.
“Det betyder rigtig meget for flygtningebørn og -unge, at de har et socialt liv med danske jævnaldrende. Det er en bedre måde for dem at blive integreret på, for de kommer til Danmark med et meget begrænset netværk,” fortæller han.
I DFH's fritidspulje gives der økonomisk støtte til den unge gruppe af flygtninge, så de har mulighed for at deltage i det danske foreningsliv. Hos Esbjerg United betaler DFH kontingentet og fodboldudstyret for klubbens flygtninge.
“Det gør vi, fordi vi mener, at det her er en god måde at integrere dem på. Det, at de kan spille for eksempel fodbold, er et pusterum fra alle de ubehagelige tanker, som de har med sig i bagagen fra deres hjemlande. Samtidig giver det et indblik i samfundet. Fritids- og foreningslivet er jo en tradition i Danmark,” fortæller Jacob Midtgaard.

Snakker kun dansk

Esbjerg Uniteds træner, Saif Saed, ved selv, hvordan det er at komme til et helt nyt land. Da han var 12 år gammel kom han nemlig til Esbjerg sammen med sin familie fra Irak. Og dengang fandt han også selv nye venner og lærte sproget ved at starte til fodbold.
“Det gør noget rigtig godt. Spillerne her på holdet mødes også privat, og jeg gør meget ud af, at de skal tage godt imod de flygtninge, vi har på holdet,” fortæller Saif Saed, som har oplevet, at de “gamle” spillere flere gange har inviteret de nye flygtninge hjem til for eksempel et spil FIFA på PlayStation.
Integration fylder i det hele taget en del hos Esbjerg United. Saif Saed snakker kun dansk til klubbens spillere til træning og kampe, og det er selvom, at der er flere spillere på holdet, som ikke forstår så godt dansk.
“Det er en god måde for dem at lære det på. Det handler om, at de bliver integreret godt. Vi har et godt sammenhold på holdet og gør meget ud af at bevare en hyggestemning både til træning og kampe. I de tre år vi har haft klubben, har vi aldrig haft en sag hos DBU,” fortæller Esbjerg United-træneren og fortsætter:
“Jeg vil hellere tabe 10-0, hvis vi har opført os ordentligt, end jeg vil vinde 1-0 samtidig med, at vi har lavet ballade.”

Sammenhold og venskaber

På træningsbanen er den afsluttende kamp mellem spillerne med grønne træningsveste og dem med orange træningsveste netop færdig.
Det er blevet mørkt. Træner Saif Saed råber til spillerne, at de skal samles til holdbillede og møde, inden sæsonens sidste træning er helt overstået. Humøret er højt, da de kommer luntende tilbage til deres tasker og jakker for at stille sig op på to rækker.
Billedet bliver taget, og en af spillerne tilføjer drillende til sin sidemand, at det er godt, at han har fået sat håret i dag, og det bliver besvaret med endnu en drillende kommentar af venskabelig karakter.
Trods 10 forskellige nationaliteter og endnu flere personlige baggrundshistorier, så er det tydeligt, at Esbjerg United har et unikt sammenhold.
Klik rundt på kortet nedenunder og læs 11 forskellige historier