Fortsæt til indhold

Dyrk dit liv - sammen med andre

På Frivilligcenter Fredericia holder Projekt Grow Your Life til. Og det gør en kæmpe forskel, fortæller brugerne

Arkiv
Peter Friis Autzen

"Jeg er glad for, at det her findes,” siger Sidse Boye og smiler.
Hun har cerebral parese og er bruger af projekt Grow Your Life - GYL.
Julie Rosenhøj er enig. Hun har paranoid skizofreni og er også bruger af GYL.
“Før i tiden sad jeg bare derhjemme og spillede computer. Jeg tænkte 'det bliver aldrig bedre end det her'. Det sagde de også nede i Psykiatrien. Men det blev bedre,” siger hun.
De to sidder ved morgenbordet i Frivilligcentret sammen med to af de personer, der har været med til at gøre en forskel i deres liv: Denise Oxbøll og Sandra Skov Vejbirk.
De to er frivillige i projektet, hvor de blandt andet står for at arrangere ture sammen med Sidse og Julie.
“Det kan være ture på museum - selvom det ikke lige er Julies kop the. Eller en udflugt til Stafet For Livet, ud på julegaveindkøb, i teatret eller på café,” siger Denise Oxbøll.
Fælles for aktiviteterne er, at det handler om at komme ud i virkeligheden og være sammen med andre mennesker. Og det gør godt, forklarer Julie og Sidse.

Klap lige hesten

Denise Oxbøll har hele sit liv været frivillig i FDF, men trængte til at prøve kræfter med en anden form for frivilligt arbejde.
“Jeg havde en masse idéer til ture og oplevelser. Men jeg måtte lige skrue lidt ned, for det handlede jo ikke om, hvad jeg havde lyst til,” siger hun.
Sandra Skov Vejbirk blev præsenteret for GYL på sit studie og fik med det samme lyst til at være med.
“Projektet har givet mig et nyt syn på nogle ting - og en masse gode oplevelser,” siger hun.
Hver gang de frivillige venner og deres “brugere” er på tur, skal det dokumenteres. Det sker blandt andet med en selfie.
“I begyndelsen tænkte jeg, at det virkede lidt kunstigt. Men nu - når jeg ser på billederne og kan se glæden i vores øjne - tænker jeg bare 'hold kæft, hvor var det fedt',” siger Denise Oxbøll og smiler bredt.
Lige præcis dé ord brugte Sidste Boye ikke ret ofte, før hun kom med i projektet. Og for Julie Rosenhøjs vedkommende var det endnu mere sjældent.
“Jeg burede mig inde og havde brug for hjælp til at være social. Jeg vidste det godt. Men nu får jeg hjælp. Og det giver mig et boost,” siger hun.
De nye sociale aktiviteter og venskaber får endda hendes symptomer til at aftage, oplever hun.
Hun giver de frivillige æren for hendes fremgang.
“Man har brug for at blive set på som et menneske - ikke som en diagnose. Og det er de frivillige gode til,” siger Julie.
Også Sidse Boye kan mærke, at projektet har forbedret hendes livskvalitet.
“Jeg har fået flere venner. Jeg var i tvivl, da jeg blev inviteret med. Men de fik mig lokket. Heldigvis,” siger hun.
“Grow Your Life betyder Dyrk Dit Liv. Og det er det, vi gør,” siger Julie Rosenhøj.