Amanda er bidt af bøger
Lørdag til søndag blev den halvårlige event ’Readathon’ afholdt verden over blandt litteraturfanatikere. Lokale Amanda var med
2000 sider. Det er rekorden.
I denne her omgang blev det kun til lidt over det halve, da der i weekenden blev afholdt Readathon verden over. I Bramming deltog 19-årige Amanda Emma Nissen-Bækdahl, og det er hendes personlige rekord, der ligger på de 2000 siders litteratur i løbet af blot 24 timer.
“Det er rigtig hårdt for øjnene at læse så mange sider på så kort tid, og man er virkelig også træt bagefter,” fortæller hun til Lokalavisen Esbjerg, da hun inviterer indenfor i sin lejlighed i Bramming i de sidste timer af weekendens Readathon.
“Jeg har fået læst 800 sider indtil nu og hørt lidt af en lydbog,” tilføjer hun.
Et døgn kun med bøger
Ordet 'Readathon' lyder måske nyt i manges øre, men hos verdens litteraturelskere af den ekstreme grad er det en halvårlig begivenhed, som de ser frem til, som et barn gør til juleaften. Her skal der nemlig hygges med bøger i et helt døgn.
“Normalt er man jo ret asocial, når man læser, men til Readathon er man sammen om det,” fortæller Amanda Emma Nissen-Bækdahl.
På de forskellige sociale medier som Twitter og Instagram bliver hashtagget #Readathondk brugt flittigt i løbet af de 24 timer, så de forskellige deltagere af begivenheden kan dele deres bogoplevelser med hinanden.
Nogen lægger deres små bogritualer op, andre fortæller om, hvilke bøger de er i gang med, og så er der dem, der laver en tjekliste over, hvad de har fået læst indtil videre.
“Der er også en del, som bruger begivenheden til at donere ting og sager som for eksempel penge til dyrevelfærd efter antal sider, man har læst, og nogen donerer også bøger til biblioteker,” fortæller Amanda Emma Nissen-Bækdahl.
Biblioteksevent blev aflyst
For at gøre readathon endnu mere social i år forsøgte Amanda Emma Nissen-Bækdahl at få det til at foregå på Hovedbiblioteket i Esbjerg. Det var to af dets bibliotekarer med på, men desværre blev det aflyst, da der var for få tilmeldinger.
“Jeg tror desværre, at det stadigvæk er et stort tabu at være så glad for at læse. Der er helt sikkert mange, der læser rigtig meget og gerne vil deltage i et læsemaraton, men de er nok bange for at blive set ned på,” fortæller Amanda Emma Nissen-Bækdahl.
Hovedbiblioteket fortæller til Lokalavisen Esbjerg, at det vil forsøge at holde et nyt læsemaraton i vinterferien og håber, at der er flere, der vil være med til den tid.
Har rundet 100 bøger i år
Amanda Emma Nissen-Bækdahls passion for at læse startede, da hun gik i 7. klasse. Her lånte hun en stor bog på engelsk, og så var hun solgt, husker hun.
“Der blev jeg virkelig glad for at læse, og så begyndte jeg at følge forskellige bogblogs,” fortæller Amanda Emma Nissen-Bækdahl, der også selv har startet sin egen blog.
Den hedder Frklitteratur.dk og er faktisk blevet så anerkendt, at den i år blev udvalgt blandt 15 andre blogs til Plusbog.dk's Danish Book Blog Award.
“Der anmelder jeg bøger og skriver lidt om, hvilke bøger jeg er i gang med,” fortæller hun.
Til dagligt studerer Amanda Emma Nissen-Bækdahl til lærer på UC SYD i Esbjerg.
“Det bliver rigtig hårdt at komme i skole i morgen,” lyder det med et lille grin fra den 19-årige bogfanatiker.
Der er nemlig stadigvæk et par timer tilbage af Readathon, da besøget hos Amanda Emma Nissen-Bækdahl er ovre.
Så de sidste sider skal selvfølgelig lige læses...