Fortsæt til indhold

Sådan er tankerne bag borgerhuset

Nyt borgerhus skal være levende, siger afdelingschef

Arkiv
Emil Hermann

Martin Petersen, afdelingschef for Fritid og Biblioteker i Odense Kommune, kan endnu ikke afsløre, hvordan Hovedbiblioteket, Musikbiblioteket, Frivilligcenter Odense, Center for Civilsamfund og ydelser fra Borgerservice vil blive fordelt på etagerne i borgerhuset.
“Vi arbejder i øjeblikket med at finde den rette placering til de forskellige tilbud. Vi er derfor i en grundig proces for at finde frem til de mest praktiske løsninger for borgerne, så huset bliver flittigt brugt fra kælder til kvist - det vil sige til og med 3. sal,” fortæller Martin Petersen.
I forlængelse heraf oplyser afdelingschefen, at huset udover det nuværende biblioteksareal bliver tilføjet nye kvadratmeter på flere etager – blandt andet i stueetagen, hvor der bliver en selvstændig indgang til det nye borgerhus.

Et hus fuld af liv

Martin Petersen glæder sig over, at Odenses borgere nu får samlet hele fem tilbud i samme bygning.
“Vi er meget optaget af, at det skal være et levende hus med mange borgere og mange aktiviteter. Derfor har jeg også et håb om, at åbningstiderne bliver strukket en del, da foreninger om aftenen også skal kunne bruge lokalerne til at holde møder og foredrag,” konstaterer Martin Petersen og påpeger, at den centrale placering også gør det nemmere for borgerne at få klaret mange ting på samme tid.
“Du kan få opdateret dit kørekort og pas, som vi håber, mange vil benytte sig af,” siger Martin Petersen.

Fakta om Borgernes Hus

Ombygningen koster omkring 40 mio. kroner.
ATP, der ejer OBC, betaler de første fem mio. kr. til ny facade og finansierer yderligere 20 mio. kr. Kommunen betaler derfor cirka 15 mio. kr.
Det nuværende biblioteksareal udvides med cirka 1500 kvadratmeter - blandt andet i gadeplan, hvor det nye borgerhus fremover får hovedindgang.
Huset åbner efter planen i oktober 2017.