Fortsæt til indhold

Ældre skal danse sig til højere livskvalitet

Dans og musik skal blandt andet styrke de sociale relationer på plejecentrene

Arkiv
Arkiv

Musik, fest og dans rykker nu ind på alle 21 kommunale plejecentre i Odense Kommune. På opfordring af beboerne har kommunen nemlig ansøgt om midler til at lave dansecafeer, som skal højne livskvaliteten for beboerne, herunder beboere med demens.
Sundheds- og Ældreministeriet har bevilget 176.500 kroner til projektet, som efter planen skal forløbe fra oktober til maj næste år.

Musik får minderne frem

“Vores erfaring er, at musik og bevægelse skaber en masse glæde på vores plejecentre. De ældre får rørt sig og hygget en masse både med hinanden og personalet. Dans og musik har yderligere den fordel, at borgere med demens også har glæde af det. Musikken vækker minder og nogle kommer endda i tanke om et dansetrin eller to, når først de kommer i gang. Det er et super initiativ, som kommer alle vores plejecenterbeboere til gode”, lyder det fra formand i Ældre- og Handicapforvaltningen, Brian Skov Nielsen (EL), i en pressemeddelelse.
Pårørende og frivillige er inviteret, og idéen er at åbne plejecentrene op, så de bliver en del af livet i lokalsamfundet. Dansecaféerne vil komme til at foregå om aftenen fra kl. 18.30-20, og der vil blive afholdt tre om måneden. Datoerne vil blive slået op løbende på de enkelte plejecentre.