Fortsæt til indhold

Rød kobling på Musicon

Skaterne i Hal 12 bygger ny cafe og mødested ved Rabalderparken

Arkiv
Jan Partoft

Hal 12 på Musicon og Rabalderparken er naboer og samlingsted for skatere, men hallen vender ryggen til parken, da hallens indgangsparti ligger i den modsatte facade. Der mangler en naturlig kobling mellem de to skaterområder.
Koblingen er på vej i form af en lille ny bygning, der bliver et nyt indgangsparti til hal, cafe og administrationsbygning for Hal 12. Byggeriet er så langt, at der har været holdt rejsegilde på den.
- Det er en lidt speciel bygning, som kommer til at stå her, sagde Bo Ejstrup fra Hal 12.
- Bygningen bliver et samlingspunkt for forbipasserende og for brugerne af Hal 12 og Rabalderparken. Den skal være den kobling mellem stederne, der har manglet.
- Projektet har været fem år undervejs, og det har skiftet udseende mange gange.
Hal 12 og Roskilde eSport var i første runde gået sammen om en fælles bygning, siden har de to foreninger fundet ud af at det ville være mere praktisk med to bygninger. Her er Hal 12 kommet længst, og bygningen, der har været rejsegilde på, står færdig i midten af december, og den bliver indviet i januar.
Huset får navnet ‘Koblingen' og bygningen er bygget i letvægtmaterialer og er i lavenergiklassen. Farven bliver rød med et sort parti i gavlen. Hal 12 har fået støtte fra Realdania, Roskilde Kommune og en lang række leverandører har doneret byggematerialerne, så budgettet på 1,2 millioner kroner i alt kan holdes.
Samtidig betyder lavenergibyggeriet, at varmeregningen falder til en tiendedel af, hvad det koster at varme den nuværende cafe i hallen op.

Tegning af den færdige bygning.
Koblingen ligger mellem Hal 12 og Rabalderparken.
Hal 12's leder Bo Ejstrup fik blomster af stedets frivillige til rejsegildet på den nye bygning. Sofie Ekerdine overrakte dem.
89 kvadratmeter bliver Hal 12's nye bygning.