Fortsæt til indhold

René Holm laver en overgang og bryder ud af rammerne

Med sin helt nye udstilling 'Overgang' går René Holm nye veje med sin kunst. Projektet har været fire år undervejs, mens motiverne er indsamlet i mere end et årti. Selv kalder René Holm det for et tålmodighedsprojekt, der har været både anderledes og befr

Arkiv
Rune Weitling

Normalt er det store oliemalerier i en ganske ekspressiv stil, der pryder ateliet i Danmarksgade.
Men i disse dage er det 126 udrevne, bemalede og indrammede magasinsider, der ligger i en ganske sirlig orden på gulvet i kunstner René Holms 'domicil' i midtbyen.
Billederne er alle en del af Holms nye udstilling 'Overgang' på Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk, der åbner dørene til billederne den 5. november kl. 14.00.
"Det har på mange måder været enormt befriende for mig at arbejde med de her billeder. Der har intet overordnet tema været, og det er på mange måder helt anderledes end det, jeg er vant til at arbejde med," fortæller kunstneren fra Esbjerg og tilføjer:
"Derudover har det også været en helt ny arbejdsform for mig. Det har været et projekt, som jeg har arbejdet på i efterhånden mange år, fordi det er noget, som jeg er gået frem og tilbage til. Derudover har jeg været afhængig af at finde magasinsider, som jeg har fundet interessante nok til projektet."

Et årtis indsamling

Med udstillingen stiller René Holm skarpt på hybrider i kunsten, både i henhold til sammenføjning af kunstneriske greb og i forholdet til historiske perioder.
Ifølge kunsthistoriker Karen Ægidus tager 'Overgang' udgangspunkt i to kunstneriske fremgangsmåder og viser, hvordan det klassiske oliemaleri tager sig ud i mødet med den kommercielle og digitaliserede æstetik, som samtidens mode- og livsstilsmagasiner er eksponenter for.
Mere end et årtis møjsommelig indsamling af alskens musik- og tatoveringsmagasiner, kunstaviser, modeblade og graffitibøger har dannet grundlag for udstillingens vildt forgrenede motivverden, der spænder fra portrætter af Hitler og Ai Weiwei over Helle Thorning-Schmidt til Karen Blixen, Snoop Dogg samt pikante piger fundet i Weekend-sex indkøbt af Holm selv i Bogormen i Kongensgade.
"Billederne kredser en del om portrætter, men det var på ingen måde givet på forhånd. Men netop dét har også været lidt anderledes for mig, da jeg normalt ikke arbejder så detaljeorienteret med ansigter," siger René Holm, der altså også her kan siges at bryde rammerne og lave en overgang til en ny og anderledes malestil.

Der er masser af spændende portrætter i den nye udstilling. Nogle er mere kendte end andre. De fleste kan formentlig se, at manden i øverste højre hjørne er fotografen Jacob Holdt.

Et tålmodighedsprojekt

I sit arbejde med bemaling af magasinernes fotografier foretager René Holm to greb: En genfortolkning af nutiden samt en aktualisering af fortiden.
Den aktualisering, som mode- og livsstilsmagasinerne lever højt på, river René Holm bogstaveligt talt ud og sætter ind i en ikke-tidslig dimension. Nu står billederne alene og nøgne som vidnesbyrd om den tid og sammenhæng, de engang var en del af.
I udstillingen finder magasinernes blanke udtryk således en ny sammenhæng i den tykke oliemaling, der flyder ud i papiret og bliver en del af omgivelserne - eller måske endda laver en overgang.
"Det har været lidt af et tålmodighedsprojekt, men det har på samme tid også været enormt befriende. Jeg har kunne male på billederne mellem udstillinger eller i en pause, hvis jeg er gået i stå med et andet billede. Det har på mange måder været et lille frirum mellem store projekter," siger René Holm, der nu har fået billederne indrammet i flotte museumsrammer i egetræ, så de er klar til udstillingen.

Den kinesiske kunster Ai Weiwei har også fundet vej gennem Holms nåleøje.
Udstillingen byder også på mere pikante billeder, hvor René Holm blandt andet har ladet sig inspirere fra magasiner som Rapport og Weekend-sex.