Nyt arrangement er en succes
Ungdomsskoleleder Stig Munk-Hansen er tilfreds
De fleste unge kender nok deres forældres endeløse, kedelige taler om, at de får for lidt søvn og bruger for meget tid foran de diverse skærme. Men efter foredraget med Chris MacDonald, der gæstede Agoraen i tirsdags, har de unge fra kommunens 10. klasser og heldagseleverne i Aabenraa Ungdomsskole måske fået en anden opfattelse omkring netop disse emner.
Stig Munk Hansen, Ungdomsskoleleder i Aabenraa Kommune, er glad for at have investeret i foredraget med Chris MacDonald. Som forsker inden for humanfysiologi har Chris MacDonald forstand på sundhed og unge, og er derfor en god eksponent omkring sundhed, mener Stig Munk-Hansen.
“Chris kan snakke for mange unge, og få dem til at holde fokus,” siger Stig Munk-Hansen. Han mener, at Chris MacDonald formår at formidle vigtige pointer således, at man som ung har lyst til at lytte og være tilstede.
Det er ikke første gang, at Ungdomsskolen har beskæftiget sig med temaet sundhed og trivsel. Det er dog første gang, at man har arrangeret et foredrag med en “sundhedsguru”.
Selvom dette foredrag naturligvis ikke er gratis, er Stig Munk-Hansen glad for investeringen, og er glad for, at det vækkede de unges interesse.
“Jeg forventede meget, men blev alligevel positivt overrasket,” lød det efter foredraget.
Stig Munk-Hansen er efter foredraget med Chris MacDonald positivt indstillet på at gentage et lignende foredrag en gang i fremtiden.