Køge Dyreklinik runder 50 år
Dyrlæge Kåre Mortensen holdt jubilæumsreception i Køges første smådyrsklinik
Der var jubilæumsfest i Køges ældste dyreklinik i sidste uge, da dyrlæge Kåre Mortensen markerede 50-året for Køge Dyreklinik. Den har alle dage ligget i den gamle købmandsgård i Oluf Jensens Gård i Køge, og Kåre Mortensen selv har været med de fleste af årene.
Det er 38 år siden, han blev ansat i klinikken, og små 20 år siden han fik status af indehaver.
Køge Dyreklinik råder over 200 kvadratmeter, og man behandler "alt under 100 kilo, der ikke kan spises", som Kåre Mortensen udtrykker det. Klinikken kan udføre alle behandlinger bortset fra CT-scanning, og til det formål har man et samarbejde med to dyrehospitaler.
Klinikken beskæftiger i alt fire dyrlæger, og Kåre Mortensen og hans kolleger lægger i høj grad vægt på en helhedsorienteret tilgang til behandlingerne.
"Vi behandler hele dyret - og hele familien. For eksempel er man nødt til at kende sit dyrs baggrund, for at dyret har det godt. Dyrene skal have det så tæt på de oprindelige forhold, hvor de kommer fra, som muligt. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan dyrene lever, hvornår er de aktive, og hvad spiser de? Det skal man vide for at have dyr, der trives," forklarer dyrlægen, der blandt andet også har taget metoder som laserbehandling og osteopati i brug over for dyrene.
"Jeg prøvede selv osteopati og undersøgte derefter sagen, og det viste sig at være en fantastisk måde at hjælpe både dyr og mennesker - ikke som et alternativ men en komplementær behandling," forklarer han og tilføjer, at Køge Dyreklinik har rigtig gode erfaringer med den type behandlinger.
Kåre Mortensen stammer oprindelig fra København, og han arbejdede på landbohøjskolen, da jobmuligheden åbnede sig i Køge tilbage i 1978. Og udover at være dyrlæge er han i øvrigt også et kendt ansigt i danseverdenen, som han har været en del af i 55 år. Han danser selv og er også dommer i internationale konkurrencer på højt niveau.
"Jeg er ude og dømme 10-12 gange om året, og så underviser jeg hos BB Dans, og jeg ville nødig undvære det. Det hænger logisk sammen med mit job for begge dele handler om fysik," forklarer han.