Fire fra Nørregade byder på modeshow
Fredag 28. oktober kl. 19.00 er der modeshow med efterårets trendenser. Showet holdes i Nørregade 36-38, og kommer til at være en aften med god musik, bobler og fashion
Who Dresses Who har i samarbejde med Frisørerne, Face2Face og Me&Marley inviteret til modeshow i Nørregade. De holder alle åbent til kl. 22.00, så der er efterfølgende mulighed for at gøre nogle gode indkøb.
Butikkerne har valgt selv at caste modeller til showet, hvilket blev en stor succes. Flere dygtige modeller mødte op, og fjorten heldige unge blev udvalgt. Syv drenge og syv piger skal fredag gå ned af Nørregade iført efterårets trends indenfor tøj, hår og make-up.
”De var allesammen meget professionelle, og gik rigtig flot,” fortæller Francoise Clement, indehaver af Who Dresses Who, og tilføjer at alle fjorten modeller er lokale.
Who Dresses Who står for tøjet, Frisørerne står for håret, Face2Face lægger en lækker makeup, og Me&Marley sørger for en flot dekoration.
”Vi har fået inspiration fra gaden. Mange trends bliver spottet på gaden, og modeshowet bliver også holdt i gågaden,” fortæller Francoise Clement.
Showet vil blive sat i gang af DJ'en der sørger for fed musik, ligesom der vil blive serveret bobler til showet.
"Vi fire butikker har haft et rigtig godt samarbejde og vi glæder os meget til at præsentere et cool og råt gadeshow,” siger Francoise Clement.
Du kan følge forberedelserne til showet på snapchat ”whodresseswho”.