Fortsæt til indhold

Ny butik på Magnoliavej

Arkiv
Arkiv

Blå Kors Genbrug åbner en ny stor butik på Magnoliavej mandag 31. oktober ved siden af Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik. Masser af supermarkeder ligger side om side, og samme tendens har bredt sig til genbrugsbranchen.

Blå Kors har derfor de seneste år flere steder åbnet genbrugsbutik klods op ad andre genbrugsforretninger, og på Magnoliavej i Dyrup, sydvest for Odense, kan odenseanere også snart handle i to store genbrugsbutikker på samme shoppingtur.

Win-win-situation

Den nye butik er på ca. 1000 kvadratmeter med både møbler, ting og tøj. Butikken bliver indrettet med mange små hjørner og rum ligesom den forrige møbelbutik, så indkøbsturen bliver en oplevelse for kunderne og giver ro til at snuse de gode ting op og blive inspireret på vejen.

”Før i tiden var vi tilbageholdende med at åbne genbrugsbutikker ved siden af andre genbrugsbutikker, da vi var bange for at ødelægge salget både for de andre og os selv. Men vi oplever faktisk, at vi trækker kunder til hinanden. Det man ikke finder i den ene butik, kan man måske finde i den anden. På den måde er det en win-win-situation for både kunder og butikker,” siger Jytte Jensen, der er chef for Blå Kors Genbrug.

Opbygningen af Blå Kors' nye genbrugsbutik er sket med hjælp fra lokale håndværkere og en god flok frivillige.