Fortsæt til indhold

Lad os give fjordens folk noget mere at tale om!

Arkiv
Arkiv

De mange byudviklingsprojekter i Roskilde vidner om, at flere vælger Roskilde til. Flere bliver borgere. Flere handler her. Flere vil forhåbentlig drive virksomhed herfra. Flere vil dyrke deres talent inden for fx sport i Roskildes mange miljøer. Flere kommer til Roskilde – og sådan skal det helst blive ved. Ikke bare i bymidten, men også i nord og syd fra Jyllinge til Viby. Med flere borgere hvert år er der også nye krav til boligformerne, og her er det vel næppe en underdrivelse at sige, at Roskildes boligmarked – som det er i dag – langtfra lever op til kravene. I hvert fald ikke i Roskilde by. I dag er livet ikke som det var i Lise Nørgårds Korsbæk, og behovet for andet end store villaer og herskabslejligheder er blevet mere udtalt. Moderne levemåder med singleforældre, dine-mine-vores-og-de-andres-børn, seniorer der ønsker terrasselejligheder osv. stiller nye krav til en by – især af Roskildes størrelse.

Vi har for få boliger

Vi har alt for få boliger – til unge, til moderne familieformer og til ældre. At finde en lejebolig eller ejerlejlighed i bymidten er forbeholdt de få. Enten kan du købe en 1-værelses studiebolig eller en herskabslejlighed til +5 mio. kr. Priserne på rækkehuse, som der i øvrigt er for få af, er høje. Hvis du vil drive selvstændig virksomhed OG bo i samme rammer, har mulighederne været få. Men sådan bliver det heldigvis ikke ved med at være. Derfor hylder jeg de nye aftaler om fx studieboliger, kreative familieboliger og mix af almennyttige og ejerboliger som der pt. udvikles på. Bl.a. på Musicon, ved Skoleslagteriet (INSP), det kommende Ny Østergade/Røde Port-projekt m.m.

Hylder højder

Jeg hylder i det hele taget fortætningen af bymidten – og ser begejstret til, når der vises bolighøjder, der giver mulighed for kig til både fjord og land. Hurra for arkitektur, der skeler til byens historiske kerne og samtidig lader moderne fortolkninger komme til orde. Hurra for at turde tænke ud af boksen, så længe det ikke går ud over kvaliteten i hverken materialer eller bymiljøet. Det, der bygges godt, holder længe. Det, der skaber byrum, skaber livskvalitet. Lad os give sejlerne noget mere at tale om. Og alle de, der kører rundt om Roskilde på Holbækmotorvejen – som enten hader eller elsker Energitårnets dominans. Jeg håber, at Roskildes nye byudviklingsprojekter vil være til både ‘høj og lav’, ‘rig og fattig’, ‘store og små familier’ og i rammer, der skaber den modsætning, som enhver by har brug for. Uanset hvor historisk den måtte være. Og når vi står med nye bygninger, der rager op i højden, er mit håb at sejlerne får noget andet at tale om end “hvor dominerende Energitårnet på Kara/Noveren er set fra fjorden”. Jeg er enig i, at vores historiske Domkirke skal kunne ses. Men i fremtiden må kirken set med mine øjne godt få moderne modspil af både boliger, hoteller og industribygninger. Med eller uden lysshow.