Fortsæt til indhold

Konservativ er tilfreds - SF er ikke

Dan Arnløv Jørgensen har ikke længere mistanke om misbrug. SF kræver yderlige belysning af sagen om destruede bilag for over 426.000 kroner

Arkiv
Peter Friis Autzen

Sagen om de destruerede bilag i Vejle Kommune er slut for den konservative Dan Arnløv Jørgensens vedkommende.
Efter i sidste uge at have modtaget en redegørelse om sagen, er hans mistanke om misbrug af kommunale kreditikort væk.
“Jeg tror ikke længere på, at der er sket misbrug af de kreditkort, hvorfra bilag er blevet destrueret,” siger Dan Arnløv.
Sagen om de destruerede bilag blev afsløret af Journalista.dk. I første omgang blev det konstateret, at der i Teknisk Forvaltning systematisk var destrueret bilag for 325.000 kroner i løbet af 20 måneder. Siden er beløbet vokset til 426.000 kroner.
Afsløringen kom efter at journalista.dk havde afsløret andre diskutable forhold i forvaltningen. Blandt andet et ikke-politisk godkendt forbrug på 100.000 kroner til stjerneskulpturen ved biblioteket
Der blev også kastet lys på, at forvaltningen havde brugt penge på helikoptertur og powerboat-sejlads i anledning af direktørens fratræden.
De diskutable forbrug, kombineret med de mange destruerede bilag, fik alarmklokkerne til at ringe hos flere politikere. Blandt andre hos Dan Arnløv.
“Men efter økonomidirektørens gennemgang af sagen har jeg nu fået ro i sindet. Jeg føler mig nu overbevist om, at destrueringen af bilag skyldtes en fejl. Det er selvfølgelig dybt beklageligt, men ingen er fejlfri,” siger Dan Arnløv.

Forbruget skal undersøges

Selvom han nu føler sig overbevist om, at bilags-makuleringen ikke var et forsøg på at slette beviser på ulovligt og usagligt forbrug, mener Dan Arnløv fortsat, at der skal ses nærmere på forbruget fra flere kommunale konti.
“Blandt andet sagen om kommunale penge til stjerne-skulpturen viser, at der er grund til at se nærmere på forbruget fra disse konti,” siger det konservative byrådsmedlem.

SF kræver fast rapportering

Sagen om bilagene og de diskuterede udgifter har fået SF til at foreslå, at byrådet med jævne mellemrum skal have en rapport fra kommunens interne såkaldte Controller Team.
“Byrådet - og dermed offentligheden - bør have en rapport fra teamet med jævne mellemrum, så alle ved, hvad de finder. For eksempel sager som denne,” siger Morten Kristensen fra SF.
Hans gruppeformand, Lone Myrhøj, er ikke klar til at afblæse sagen om bilagene endnu.
“Som gruppeformand har jeg fået en orientering fra økonomidirektøren. Og det er fint. Men resten af byrådet og offentligheden har brug for også at få besked om, hvad der er sket,” siger hun.
Lone Myrhøj vil ikke udtale sig om, om hun personligt har mistanke om, at der er sket et misbrug.
“Det må andre afgøre. Og hvis der er sket noget ulovligt, må politiet undersøge det,” siger hun.
Kommunens økonomidirektør, Peter Karm, vil ikke kommentere på bilagssagen.