Fortsæt til indhold

Dana Lim er første CSR-partner i HB Køge

Som den første virksomhed udvider Dana Lim sit engagement i HB Køge med en ny partnerskabsaftale, der sætter endnu større fokus på social ansvarlighed

Arkiv
Arkiv

"Et nyt partnerkoncept skal være med til at skabe mere værdi for lokalsamfundet, virksomhederne og kommunen. Det skal ske gennem forskellige aktiviteter og med støtte fra vores CSR Partnere, som udgøres af nogle af kommunens store virksomheder."
Sådan lyder ideen bag HB Køges nye CSR Partner-team. Den første virksomhed i teamet er Danmarks største producent af lim, spartel- og fugemasse, Dana Lim, der har opgraderet sin langvarige partnerskabsaftale med HB Køge for at bakke op om projektet.
"HB Køge er jo meget mere end fodbold og netværk. Vi har i mange år lavet en masse tiltag for og med kommunes mange interessenter, fordi vi ønsker at være med til at gøre en forskel. Det får vi nu en ekstra mulighed for gennem et udvidet samarbejde med Dana Lim, der bliver en del af HB Køges CSR Partner-team," fortæller HB Køges administrerende direktør Per Rud.
I samarbejde med Dana Lim og en række andre store lokale virksomheder vil HB Køge kunne fokusere endnu mere på at tage ansvar for nærmiljøet og skabe værdi for borgerne, erhvervslivet og kommunen. Blandt andet i form af aktiviteter og arrangementer inden for sundhed, integration, uddannelse og handicappede.
"Vi er superglade og stolte over, at Dana Lim bakker op om vores ønske om at tage endnu større socialt ansvar. Dana Lim går i forvejen forrest i kommunen med sit samarbejde med ITC, der er et arbejds- og samværstilbud for borgere, der er fysisk og/eller psykisk funktionshæmmede. Med dette nye og udvidede samarbejde ønsker Dana Lim og HB Køge at skabe endnu mere værdi for kommunens mange borgere," siger Per Rud.
Aftalen mellem HB Køge og Dana Lim indebærer, at HB Køge fremover vil sætte fokus på blandt andet sundhed og motion i folkeskolen, motion og fællesskab blandt fysisk, psykisk og intellektuelt funktionshæmmede samt motion og aktiviteter for seniorborgerne i Køge Kommune. Ligeledes omfatter aftalen et endnu større fokus på integrationsfremmende aktiviteter.
”Social ansvarlighed – herunder ikke mindst lokalt forankret velgørenhed – har altid udgjort en vigtig hjørnesten hos os. Som mangeårig sponsor for HB Køge var det derfor naturligt at udvide vores engagement til at omfatte støtte til de sundheds-, integrations- og fællesskabsfremmende aktiviteter, som HB Køge blandt andet sætter fokus på med det nye partnerskab," fortæller Dana Lims adm. direktør Lars Christensen.mart