Lokalarkiv sætter fokus på de frivillige brandmænd
Næste årsskrift fra Christiansfeld Lokalhistoriske Arkiv er klar
Christiansfeld Lokalhistoriske Arkiv, der udgiver sit årsskrift som en kalender med et tema, har valgt, at næste års tema er de mange frivillige brandværn i lokalområdet.
De første frivillige brandværn blev etableret i Sachsen i 1841, og det smittede af nordpå. Det første frivillige brandværn i Sønderjylland, som på det tidspunkt hed Nordslesvig, blev etableret i 1869 i Tønder.
I Christiansfeld-området har der gennem årene været masser af frivillige brandværn, og de fleste af dem er fortsat aktive. De frivillige brandmænd har gjort en ulønnet kæmpeindsats for at bevare de værdier, som lokalsamfundet har bygget op. Desværre har nogle af de frivillige brandværn i området været nødsaget til at dreje nøglen, fordi det ikke har været muligt at skaffe det antal brandfolk, der skulle til for at leve op til moderne tiders beredskabsplaner. Det skyldes ikke uvilje men den kendsgerning, at mange af byerne i området for mange er et boligområde, mens jobbet passes i de større byer.
Årskalenderen fortæller i 12 historier, en for hver af årets måneder, om den frivillige brandslukning. Den udgives officielt ved en uformel reception, tirsdag 1. november på arkivet i Christiansfeld. Her overrækkes den første kalender til forhenværende brandkaptajn Aksel Gram. gish