Bramming Revyen fik en god start
Fredag aften havde Bramming Revyen premiere på årets forestilling i Kosmorama
Allerede fra første nummer var publikummet med og godt underholdt af skuespillerne i årets Bramming Revyen, som fredag aften havde premiere på Kosmorama i Bramming.
En god blanding af lokale og nationale emner blev taget op og fik en god humoristisk og kærlig behandling til stor glæde for det fremmødte publikum, som flere gange lod latteren få frit løb.
Alt fra Panama Papers og Pokémon Go til Bibliotekssøen og noget så ordinært som køen i den lokale Netto var med i blandt de 27 numre i årets revy.
“Vi har forsøgt at sammensætte en forestilling, som alle synes er sjov. Der er selvfølgelig en del lokalt med, hvor man nok skal være fra Bramming for helt at forstå det,” fortalte Jens Jager, der sammen med Karin Egholm har stået for instruktionen og koreografien af årets revy i Bramming.
De var begge i et særdeles godt humør kort efter premierens sidste nummer.
“Det er en kæmpe forløsning, når man har arbejdet så intenst med det og så ser publikum føle sig underholdt,” lød det med et tilfreds smil til følge fra Karin Egholm.
Et kæmpe stykke arbejde
For nylig deltog Bramming Revyen ved DM i Revy. Og det var en succesfuld deltagelse, hvor revyen havde tre pladser med i finalen. Så der er ingen tvivl om, at det er nogle ambitiøse folk, der er en del af revyen, hvilket også kommer til syne i skuespillerens arbejdsmoral.
“Det har krævet et stort arbejde. Man skal tænke på, at det er amatørskuespillere, som de seneste dage både har haft et arbejde at passe og skulle øve revy om aftenen. Jeg har nok først været hjemme omkring midnat, når vi har øvet, og så på arbejde næste morgen,” lød det fra Jens Jager, der i år også er med på scenen i nogle af numrene efter mange år væk fra den i revy-sammenhæng.
“Det har simpelthen været fordi, vi har manglet skuespillere. Det har ikke været helt optimalt,” fortalte han.
Spiller frem til fredag
Revyen består både af gamle skuespillere, men der er også enkelte nye med.
“Det er skønt at se, hvordan det hele bare spillede i dag. De nye gjorde det også rigtig godt,” lød det fra Jens Jager.
Bedømt ud fra publikums modtagelse af revyen fredag aften, så er der da også en god grund til at tage et smut i Kosmorama i Bramming og se revyen med egne øje. Og det skulle der gerne være en mulighed for.
“Der er endnu ikke udsolgt alle dage,” fortalte Karin Egholm i hvert fald i fredags.
Revyen spiller tirsdag, torsdag og fredag. Alle dage med start klokken 20.