Fortsæt til indhold

Royalt besøg til Køge Kultur Fonds festkoncert

Protektor prinsesse Alexandra gæst med sin mand 12. november på Køge Handelsskole

Arkiv
Arkiv

Lørdag 12. november kl. 15 afvikles festkoncerten på Køge Handelsskole med Greve Harmoniorkester dirigeret af Erik Jørgensen, samt solisterne sopran Pernille Bruun og barytonen Per Høyer.
Festkoncerten første afdeling får et lidt klassisk præg, når Greve Harmoniorkester lægger ud med Verdis ouverture til operaen Nabucco. Såvel Per Høyer som Pernille Bruun, der begge har lagt stemmer til på Den Kongelige Operascene, kommer hurtigt på scenen bl.a. med den gribende herre-arie fra Macbeth 'Come dal ciel precipita' og den kendte valsearie 'Il Bacio'.

Overrækker legater

Prinsesse Alexandra zu Sayn-Wittgenstein af Berleburg vil som protektor for Køge Kultur Fond sammen med sin mand Grev Jefferson være gæster ved årets koncert og vil inden pausen overrække legaterne til årets legatmodtagere, som Køge Kultur Fond i år har valgt at give en anerkendelse for deres talent og kulturelle indsats.
Efter pausen kommer Frank Sinatra til at fylde meget, når crooneren og operasangeren Per Høyer, med sin dybe, bløde baryton f.eks. synger 'Fly Me To The Moon', 'My Way', 'New York New York' og flere andre. Det bliver også til et genhør med Pernille Bruun med bl.a. det gamle Grand Prix-vinder-nummer 'Dansevise'.

Erik Jørgensen er dirigent ved festkoncerten på Køge Handelsskole. Pressefoto

Stadig ledige billetter

Køge Kultur Fond har i 18 år uddelt legater til talenter og andre kulturelle ildsjæle i Køge og omegn. Fonden blev stiftet med et større indskud fra en enkelt anonym giver, siden har man samlet midler primært ved hjælp af koncertsponsorer til den årlige festkoncert.
Billetter hos Køge Boglade eller på www.billetten.dk. jesl