Fortsæt til indhold

En kulinarisk rejse for skoleleverne i Ribe

Vadehavsskolen Haulundvej tog i sidste uge imod undervisningsmaterialet GoCook, som satte mad fra hele verden på skemaet

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

Det var nogle lidt anderledes retter, som var på menukortet hos eleverne på Vadehavsskolen Haulundvej i Ribe, da de i sidste uge skulle lave mad efter Coops GoCook-hæfte.
Her blev der i elevernes madkundskabstimer sat fokus på mad fra hele verden. Eleverne skulle ikke blot lære at lave de forskellige retter, de blev samtidig også introduceret for både historierne bag retterne og den danske madudvikling.
Det er detailhandelsvirksomheden Coop, som står bag madprogrammet, og missionen med GoCook er at gøre børnene interesserede og gode til at lave mad.

“Det smager godt”

Hos 5. A på Vadehavsskolen Haulundvej var det mexicanske tacos, som eleverne blev kastet ud i, da de havde madkundskab. Og det vakte stor glæde hos eleverne. Især hos 11-årige Amalie Aischa Dash, som aldrig tidligere havde prøvet at lave den latinamerikanske ret.
“Jeg har smagt det før, og det smager godt, men det er lidt svært at lave,” fortalte hun, imens hun var godt i gang med at rulle en dej til de mexicanske tacos flad.

Madkundskabslærer Hanne Lassen er begejstret for elevernes interesse i madkundskaben og fortæller, at det er vigtigt for børnene at komme i køkkenet.

Begejstret skolelærer

Det er madkundskabslærer Hanne Lassen, som har stået for GoCook-ugen på Vadehavsskolen Haulundvej. Sammen med 64 siders undervisningsmateriale og opskrifter fik hun tilsendt smagekasser med krydderier og andre nødvendige ingredienser til ugens opskrifter.
“Det er et godt madprogram, de har sat sammen, og det er en nem måde, det foregår på,” lød det begejstret fra Hanne Lassen.
GoCook kører over hele landet og fortsætter i denne uge og i næste uge. I alt bliver 2.800 elever i Esbjerg Kommunes skoler præsenteret for de mange verdensretter.

Mexicanske tacos stod menuen på hos 5. A på Vadehavsskolen Haulundvej
11-årige Amalie Aischa Dash fortæller, at hun er glad for at lave mad og nogle gange også får lov til at stå i køkkenet derhjemme. Her er det især lasagne, som hun godt kan lide at lave, og den ret kan hun næsten lave helt selv uden at få hjælp.