Gräs-trilogi slutter
De er stadig med. Buller, Tino og de andre unge mænd fra den første bog, som nu er blevet voksne mænd og deres karriere og liv har ført dem i forskellige retninger.
Den gamle vestbydreng Ulrik Gräs har netop udgivet bogen 'Loop', og med den afsluttes en lang rejse gennem Vejles fortid. En fortid hvor virkelige hændelser og personer ofte deltager, men i omskrevet form. Virkelighed er fiktiv, og det fiktive er virkelighed.
De to foregående bind i trilogien var 'Lido' fra 2006 og 'Gongong' fra 2011, og handler om de fire drenge, der vokser op i Vejle under vidt forskellige vilkår. Fra arbejderklassen over småborgerskabet og middelklassen til livet i velhavervillaer ved fjorde og i Mølholm.
I 'Loop' er persongalleriet endda blevet udvidet med amtmand A. Wamberg i sit fulde navn og Vejles tidligere borgmester, Flemming Christensen, kaldet Ayatollahen i romanen.
SF-borgmester
Begge optræder i to forskellige konflikter som nøglefigurer, amtmanden i en sag om de hemmelige kartoteker, og Flemming Christensen som landets første SF-borgmester, hvor han møder hård modstand fra byens socialdemokrater.
Yderlige to sager er i spil. Den ene om medicinsk tyggegummi og den anden om en kvindelig, lesbisk præst, der deler et kirkesogn med pastor Mose som den mest krigeriske.
“Tidsmæssigt har jeg byttet op og ned på begivenhederne, idet jeg tiltager mig en kunstnerisk ret til at springe i tid og rum. Baggrunden for dramaet er nemlig Vejle Avis, der gik ind allerede i 1974, men spiller en rolle lige før murens fald i 1989,” siger forfatteren, der til daglig bor i Vejle Ådal nær Randbøldal.
Måske en bog mere
Og her fra forfatteren hus bliver der måske skrevet endnu en bog i serien om Vejles fortid set gennem en forfatters øjne. For nok var serien tænkt som en triologi, men det er som om, at hovedpersonerne i bogen ikke er færdige endnu.
“Jeg skal lige vil have tid til at sunde mig. Men det er ikke udelukket. Mine hovedpersoner er nu midt i fyrrene, og der lægges op til, at jeg følger dem på deres videre færd i livet,” siger han.
'Loop' har været fem år på under vejs, og den 300 sider lange bog er i handlen torsdag 3. november. Bogen udgives på forlaget Tiderne Skifter.