Erritsø-spillere mødtes da Danmark slog Norge
Erritsø GIF havde en spiller på hvert rugbylandshold i 20-0 sejren
Da Danmarks rugbylandshold lørdag 22. oktober besejrede Norge med 20–0 i Odense, havde Erritsø GIF Rugby hele to spillere med - én på hvert landshold
Jeppe Maagaard Holm spillede for Danmark og Kristoffer Borsheim for Norge. Og det blev altså Jeppe og det danske landshold, som trak det længste strå i den duel.
Med sejren over Norge i lørdags, har Danmark taget sin første sejr af to mulige i den nye Rugby Europe Championship turnering.
Danmark spiller her i Conference 2 North i division med Finland, Estland, Ungarn – og Norge.
Udekamp på hjemmebane
Kristoffer Borsheim, der til daglig spiller flyhalf for Erritsø, udtalte efter kampen:
“At spille mod personer man kender, bliver man vant til, da man spiller i lande som Danmark og Norge. At spille kampen for mig var sjov, i og med at det var en udekamp, som føltes lidt som en hjemmekamp. Der var mange på tribunen, man vidste, hvem var. Danmark var godt organiseret og spillede godt i alle situationer. De var bedre end os på dagen, men jeg håber vi kan få revanche.”
Jeppe Maagaard Holm, som er fast mand i Erritsøs klynge, udtrykte efter landskampen:
“Jeg er helt enig med Kristoffer i, at man ikke tænker så meget over, at man spiller mod en, man kender, når kampen først fløjtes i gang. Jeg synes dog stadig, det var sjovt, at der var en fra mit eget hold på banen for et andet land. Det har jeg ikke prøvet før.”
“Det var en stor forløsning for os endelig at vinde en kamp. Vi har arbejdet på vores struktur frem mod vores to kampe her i efteråret. Vi troede på vores gameplan og var tålmodige, hvilket gjorde, at vi fik lavet de nødvendige point,” siger Jeppe Maagaard Holm.
Beholder Sagasværdet
20-0 sejren til Danmark over det norske landshold betyder samtidig, at Sagasværdet fortsat er på danske hænder. Dette sværd kæmpes der internt om, når de to nordiske lande mødes i rugbylandskamp.
Man kan læse mere om Erritsø GIF Rugby på www.erritsoerugby. jesl