(U)hyggelig forvandling
Nogle larver bliver til smukke sommerfugle andre til natsværmere. I eventyr bliver tudser med et trylleslag til prinser, når smukke prinsesser kysser dem. Fredag aften, da Roskilde stod i lysfestens tegn, forvandlede søde små drenge og piger sig til uhyggelige monstre, der gik i optog gennem byen og bad om slik i butikkerne.
Lysene slukkes
Det er nu fjerde gang, at man kan opleve den stemningsfulde fest, hvor gadelyset slukkes en enkelt aften, når vinteren og mørket er ved at sænke sig over landet. I stedet hersker det levende lys i byens gader i smuk kombination med lysinstallationer på huse og i byens parker. Lysfesten får fra tidligt på aftenen flere tusinde til at tage en tur rundt i byen for at nyde den helt specielle stemning, det usædvanlige lys bidrager med i den ellers så mørke tid. Og selvom der er lagt op til uhygge, så er det en utrolig hyggelig og stemningsfuld aften, som både store og små nyder og kan varme sig ved længe.