Nye film skal tiltrække erhvervsturister
Skægge film er det nyeste våben i kampen om at få møder og konferencer til Fyn
Fyn er fin, og øen er ikke kun for feriegæster.
Steder som Odense ZOO, Munkebo Kro, Egeskov Slot, Odeon og DOK5000 egner sig nemlig særdeles godt til møder og konferencer.
Nu skal 11 nye minifilm sælge Fyn som lokation til alle landets mødebookere.
Kontroversielle film
Filmene er producerede af InstaFilm, der holder til hos Odense Filmværksted. Og filmskaberne er gået kontroversielt til værks. I stedet for at lave sødladne skønmalerier er filmene baseret på en irriterende konsulentkarakter, spillet af Jens Kragelund, som tager rundt og fortæller stederne om alt det, de i hans øjne gør forkert.
For seerne står det dog hurtigt klart, at konsulenten tager fejl. Stederne er nemlig skønne, som de er.
“Det kan hurtigt blive for traditionelt, når man markedsfører konferencesteder. Med disse film forsøger vi at gå til fadet med en humor, der punkterer pænheden. Vi prikker hul i ordentligheden ved at lade Jens Kragelund komme med kiksede udsagn og lade mødestederne tale for sig selv,” siger Anita Skoven Jensen, kommunikationskonsulent i Destination Fyn Klyngen, der står for projektet Mødeøen Fyn, som filmene er en del af.
Måske virale hit
Filmene ligger på YouTube og markedsføres på Facebook, og håbet er naturligvis, at en eller flere af dem ender med at gå viralt, som det hedder, når noget på Internettet pludselig spredes med lynets hast og bliver set af rigtig mange mennesker.
“Den primære målgruppe er mødebookere, men vi ønsker, at filmene skal ramme bredt. Vi synes selv, vi har ramt en fin, fynsk og finurlig humor. Folk kommer med bag scenen på lokationer, de måske ikke kender i forvejen, og vi håber, folk vil tage Jens Kragelunds skæve komik til sig,” siger Anita Skoven Jensen.
Brokker sig over løveudsigt
Den første film, der blev lanceret i uge 41, handler om Odense ZOO.
I filmen, der også kan ses på Lokalavisen Odenses Facebook-side, ser man, hvordan Zoo-direktøren Jens Odgaard Olsson fortæller om havens egenskaber som mødested, mens konsulentkarakteren Jens Kragelund brokker sig over alt fra højden på giraffer til udsigten over løver.
“Det var en skæg oplevelse at medvirke i filmen. Konceptet er jo specielt, men det vidste jeg på forhånd, og jeg synes bestemt, det er blevet et vellykket resultat,” fortæller Jens Odgaard Olsson.
“Selvom havens mange gæster er det vigtigste for os, kan Odense ZOO også bruges til for eksempel konfirmationer, børnefødselsdage, møder og konferencer. Fyn er præget af mange små og mellemstore lokationer, og når vi samarbejder og viser spændvidden i det, vi kan, står vi stærkere i kampen om at tiltrække erhvervsturisterne. Det vil vi gerne medvirke til.”
I slutningen af året vil Destination Fyn Klyngen evaluere effekten af de 11 film.
“Hvis de bliver godt modtagede, kan det sagtens være, vi laver flere af dem til foråret. Der er jo 35 aktører med i samarbejdet Mødeøen Fyn, så der er stadig steder, der endnu ikke har haft besøg af Jens Kragelund-konsulenten og filmholdet,” lyder det fra Anita Skoven Jensen.